Ejendoms- og investeringsselskabet AKF udvider sin portefølje med endnu et hotel og erhverver boutiquehotellet Herman K, placeret i det indre København på Bremerholm 6.

På en af de mest centrale adresser i København, tæt på Kongens Nytorv, Strøget, Børsen og Nyhavn, ligger Herman K. En tidligere transformerstation, der i 2016-2018 gennemgik en gennemgribende og prisvindende ombygning og renovering, og i dag fremstår som et af de mest unikke hoteller i København. Hotellet strækker sig over knap 2.200 kvm og indeholder 31 hotelværelser og -suiter, restaurant og bar, samt atriumgård og tagterrasse.

AKF har købt hotellet af det danske ejendoms- og udviklingsselskab Dansk Ejendoms Management, ejet af Frantz Longhi, der erhvervede hotellet i 1917 og også har stået for den omfattende renovering. En renovering, der modtog Renoverprisen af Realdania i 2019.

”Med omdannelsen fra el-transformerstation til boutiquehotel forener ejendommen i dag en enestående arkitektur og historisk fortælling med nutidig luksus og charme. I Dansk Ejendoms Management var vi derfor også meget stolte, da renoveringen blev kåret som Danmarks flotteste i 2019. Og i dag er vi endnu mere stolte over endeligt at kunne overdrage ejerskabet af den fantastiske ejendom til netop AKF, som vi finder, er den ideelle langsigtede ejer. Vi er sikre på, at AKF i samarbejde med den lige så dygtige lejer, Bühlmann, vil kunne levere helt unikke gæsteoplevelser. Vi er begejstrede over på denne måde at kunne bidrage til både prisvindende arkitektur og ekstraordinære gæsteoplevelse for flere hundrede tusinder gæster i fremtidens København. Vi ønsker AKF stort tillykke med det nye ejerskab,” fortæller Frantz Longhi, direktør i Dansk Ejendoms Management.

Med købet styrker AKF hotelsegmentet i deres ejendomsportefølje. Et segment, der med Corona-pandemien har været præget af stor usikkerhed og tilbagegang, men som nu viser positive takter og derfor betragtes som en interessant investeringsmulighed:

”Hotelbranchen viser igen fremgang. Særligt København oplever i øjeblikket en høj belægningsprocent og en generel tilbagevenden af udenlandske turister. Det er selvsagt meget positivt for branchen. Derfor er vi heller ikke blege for at investere i flere hoteller, og med Herman K er vi glade for at kunne tilføje et spændende kvalitetshotel med en perfekt beliggenhed til porteføljen,” fortæller Ino Dimsits, adm. direktør i AKF.

Herman K har siden den 14. marts 2024 været drevet af hotel- og gastronomikoncernen Bühlmann, der desuden driver otte hoteller i Jylland, herunder Boutiquehotellerne Royal og Villa Provence i Aarhus samt Designhotel Pier 5, Aalborg Airport Hotel og Scheelsminde i Aalborg. Og selvom AKF overtager ejerskabet af ejendommen, vil driften af Herman K fortsat være på Bühlmanns hænder minimum de næste 15 år.

”Vi glæder os meget over, at AKF har overtaget ejendommen, hvori vi driver Herman K. Vi glæder os meget til det fremtidige samarbejde og til at udvikle Herman K endnu mere, således det bliver Københavns førende boutiquehotel,” fortæller Anemette Bühlmann, bestyrelsesformand i Bühlmann.


Relaterede konferencer

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS