Det er under 6 måneder siden, den sidste del af det Køhlers Have i Sydhavn stod færdig, men nu sælger Nrep og AG Gruppen de 3 bygninger for 1,24 milliarder kr. til finske CapMan.
Byggeriet er udviklet i et joint venture mellem ejendomskoncernen Nrep og udvikleren og entreprenøren AG Gruppen, og de 2 virksomheder har nu valgt at sælge de 3 boligkarréer som "en naturlig beslutning som følge af, at det er gået hurtigere end forventet at nå i mål med forretningsplanen". Det forklarer Jacob Chemnitz, Investment Director i Nrep.
- Vi har haft et godt samarbejde med AG Gruppen, og det er mundet ud i et projekt, der passer ind i området, men som skiller sig positivt ud - både arkitektonisk og med hensyn til bæredygtighed. Det er en attraktiv ejendom, som er blevet taget rigtig godt imod af markedet, og udlejningen er gået forrygende. Nu har vi i CapMan fundet en god langsigtet ejer af ejendommen, siger han.
Branding - sådan får du solgt dit byggeprojekt. Konferencen afholdes den 7. december 2023.
Køhlers Have bliver fondens 4. investering i Danmark, og planen er at fortsætte med at investere i lignende ejendomme både i Danmark og Norden.
- Vores nordiske core ejendomsfond (CMRF) har et langsigtet fokus på at investere i velbeliggende og bæredygtige ejendomme i de største byer i Norden. Køhlers Have er et markant projekt i Sydhavnen, som har alle de kvaliteter, vi leder efter, når vi investerer i boligejendomme i Norden. Det er gennemtænkt og veludviklet projekt med mange kvaliteter i form af nærhed til by og metro, og løsninger i høj kvalitet, siger Hasse Wulff, Investment Director i CapMan.
Byggeriet er det nyeste i en lang række projekter, som Nrep og AG Gruppen har udviklet sammen. Det er tegnet af Sweco Architects og består af 3 separate bygninger med i alt 384 lejeboliger, 2 mindre butikslejemål og en parkeringskælder.
Byggeriet blev præcertificeret til DGNB Guld og rummer fælleskøkken, væksthus og tagterrasser.
- Vi er hos AG stolte af projektet, som igen har vist værdien af et stærkt og tillidsfuldt samarbejde. Vi skal sammen videre til nye projekter og glæder os over, at en professionel aktør som CapMan overtager Køhlers Have, siger administrerende direktør i AG Gruppen Bjarke Windeløv Graae, der ønsker de nye ejere og beboerne stort tillykke og god vind fremover.
I forbindelse med handlen er Nrep og AG Gruppen blevet rådgivet af Accura, Nordanö og PwC, mens CapMan er blevet rådgivet af Bruun & Hjejle, EY og Colliers.