Det bliver det internationalt anerkendte arkitektfirma Schmidt Hammer Lassen, der skal tegne Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasiers kommende fælleshus, som står til at blive et markant vartegn for de erhvervsrettede uddannelser i Herning. Et projekt som A.P. Møller Fonden har bevilget 60 millioner kr. til.
En enig dommerjury har peget på det vindende forslag fra Schmidt Hammer Lassen med teknisk og faglig støtte fra Niras Ingeniør og Lytt Landskabsarkitekt.
Arkitektkonkurrencen har omfattet opførelsen af et fælleshus, der skal knytte Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasiers campusområde Skills City i Herning sammen og give uddannelsesområdet en tættere forbindelse med bymiljøet.
Vinderforslaget lader bygning og landskab smelte sammen til en harmonisk helhed, og hvor anvendelsen af tegl og biogene materialer lever op til arkitektkonkurrencens kriterier for funktion og bæredygtighed.
I vurderingen er der lagt vægt på, at den organiske pavillonform imødekommer alle brugere og inviterer til aktiviteter både indenfor og udenfor.
”Social bæredygtighed spiller en central rolle på Herningsholm, og med det nye hus kan vi løfte fællesskaber, diversitet og demokratisk dannelse. Vi er sikre på, at Schmidt Hammer Lassens smukke fælleshus vil give eleverne på Herningsholm de allerbedste forudsætninger for at udfolde sig,” siger Allan Kortnum, direktør for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.
”Visionen for Skills City er at skabe Europas mest gennemførte og attraktive ’uddannelsesby’ for unge på de erhvervsrettede uddannelser – med A.P. Møller Fondens store donation og vinderforslaget er vi nået et stort skridt nærmere målet om et attraktivt campusområde med stærk sammenhæng på tværs af erhvervsuddannelserne på Herningsholm,” siger Allan Kortnum.
Schmidt Hammer Lassen står blandt andet bag kulturhuset Dokk1 og ARoS Kunstmuseum i Aarhus samt en lang række uddannelsesbyggerier og biblioteker i ind- og udland.
”Vi er meget glade for at have vundet konkurrencen om at udvikle et nyt samlingspunkt for sociale aktiviteter på Herningsholm. Projektet handler om at etablere rum for samvær og menneskelig forbundethed blandt unge mennesker, der er ved at finde sig selv i deres faglighed på tærsklen til voksenlivet. Det er utroligt meningsfuldt at bidrage til deres oplevelse af at tage en uddannelse i Skills City,” siger Kasper Heiberg Frandsen, Partner i Schmidt Hammer Lassen.