I disse dage flytter de nye beboere ind i de 21 nye almene boliger på Nipsvej i Ribe.

Boligerne blev udlejet lynhurtigt, og efterspørgslen vidner om et fortsat behov for almene boliger i Ribe, lyder det fra formand for Ribe Boligforening Nis Heinsen.

Oprindeligt lå der 10 boliger på Nipsvej, og Ribe Boligforening undersøgte mulighederne for at renovere. Men efter byggetekniske undersøgelser endte man med det nuværende projekt, hvor de oprindelige boliger er revet ned, og der opføres 21 helt nye almene lejeboliger.

Tina Damgaard, der har boet alment før, mener, at man passer lidt mere på hinanden her.

”Vi er opmærksomme på hinanden og reagerer, hvis en nabo pludselig ikke har vist sig nogle dage. Det, tror jeg, er særligt for det almene. Hvis nogen er på ferie, holder man øje med deres bolig,” siger hun.

Boligerne opføres i tæt-lav byggeri i et plan, og hver bolig får en terrasse på begge sider af huset og egen carport og skur. Kvadratmeterne bliver mellem 75-97 kvm, der fordeles på to, tre eller fire rum.

Det er Ribe Boligforening, der opfører de nye almene boliger. Og her fortæller formand Nis Heinsen, at efterspørgslen på de nye boliger har været stor, ja nærmest overvældende.

”Allerede til vores åbent hus-arrangement i sommer mødte flere end 300 interesserede op, og venteliste til boligerne på Nipsvej blev hurtig fyldt. Siden er det gået slag i slag med udlejningen,” siger Nis Heinsen og fortsætter:

”Den massive interesse vidner om, at der er behov for flere gode almene boliger i Ribe. Derfor er vi som boligforening også hele tiden på udkig efter gode byggegrunde og samarbejdspartnere i Ribe-området,” siger formanden.

De nye beboere på Nipsvej flytter ind fra 1. november 2024 og løbende resten af måneden.


Relaterede konferencer

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.