- Det har stor værdi, at der er flere forskellige typer af plejehjem inden for kommunegrænsen. Og at borgerne kan vælge det sted, som de synes passer bedst til dem. På den måde bliver friplejehjemmet et godt supplement til de andre plejetilbud, som vi har i kommunen, siger borgmester Marie Stærke.
Beslutningen om friplejehjemmet ligger i tråd med ældrereformen, som regeringen for nylig har præsenteret. Den åbner op for flere friplejehjem og sætter i øvrigt fokus på, at fremtidens ældrepleje skal give de ældre mere selvbestemmelse ligesom samspillet med pårørende og lokale fællesskaber skal styrkes:
- Køge Kommune er, ligesom resten af landets kommuner, i gang med at forandre den måde, som vi driver ældreområdet på. Udover at vores ældrepleje selvfølgelig skal være god og nærværende, så skal den i fremtiden også være mere fleksibel og give de ældre borgere mere selvbestemmelse i deres eget liv. Udover beslutningen om et friplejehjem har vi for nylig også indført faste lokale teams i hjemmeplejen, som gør, at det i høj grad er de samme medarbejdere, der kommer i borgernes hjem. Det giver en tryghed og ro både for medarbejdere og borgere, siger borgmester Marie Stærke.
Med beslutningen på aftenens møde, sættes der nu gang i den videre proces for etableringen af friplejehjemmet i Køge Nord. Beslutningen om etablering af et friplejehjem er en del af budgetforliget for budget 2024.
40 nye plejeboliger på vej til Køge Nord Plejecenter
Byrådet i Køge har også besluttet at afsætte midler til at udvide det eksisterende Køge Nord Plejecenter ved Fuglebæk Allé i Køge Nord med op til i alt 40 nye boliger.
Køge Nord Plejecenter stod færdig med den første etape i 2019 og huser i dag 32 beboere. De nye boliger får en bruttostørrelse på 65 kvm.
- Jeg er glad for, at vi nu får endnu bedre plads til borgere, der har behov for ekstra pleje. Køge Nord Plejecenter er et moderne hus med fuld belægning, så vi kender behovet og har fokus på at bygge så godt som muligt i en hastighed, der sikrer, at vi ikke går på kompromis med kvaliteten, siger borgmester Marie Stærke.