Core Property Management og totalentreprenør Raundahl & Moesby går i gang med byudviklingen af det nye Nivå Bymidte.

Nivå bymidte og stationsområde står overfor en radikal transformation. Det kendte område i Fredensborg Kommune skal opgraderes, så det bliver i stand til at imødekomme fremtidens krav og ønsker til et attraktivt, inviterende og trygt byområde, som kan understøtte et lokalt forankret by- og handelsliv.

Bygherre Core Property Management og totalentreprenør Raundahl & Moesby leder an med de 3 første byggefelter, hvor Raundahl & Moesby skal opføre 12.745 kvm bolig- og erhvervsbyggeri bestående af 3 fritliggende bygninger med varierende etageantal. Der er tale om i
alt 7 erhvervslokaler, herunder to dagligvarebutikker samt 113 lejligheder, som fordeles fortrinsvis på 3-værelses lejligheder og enkelte 2- og 4-værelses lejligheder.

Alle lejligheder i projektet er veldisponerede og med fokus på at sikre tidløse boliger af høj arkitektonisk kvalitet. Disponeringen af boligens funktioner er med afsæt i en gennemgående målsætning om at skabe indbydende, velbelyste og kvalitative opholdsrum, som tilbyder beboerne de bedst mulige opholds-, udsigts- og lysforhold. Omkring ejendommen opføres der udvendige opholdsområder, både i terræn og på enkelte bygningers tage.

”Projektet kom desværre skævt fra start og er derfor blevet forsinket, men her har Raundahl & Moesby trådt til med stor professionalisme og interesse i at få sat projektet på skinner igen. Som bygherre er vi fra Core Property´s side meget tilfredse med at vi er kommet videre med det
spændende byggeprojekt, som vi også ved har stor lokal bevågenhed. Vi kender Raundahl & Moesby rigtig godt fra flere lignende projekter og er derfor sikre på at vi har en totalentreprenør der kan løfte opgaven og realisere byggeprojektet på allerbedste vis” udtaler COO Morten Munkager Knudsen fra Core Property Management.

Hos Raundahl & Moesby ser man nu frem til at komme i jorden og påbegynde byggeriet. Projektet opføres i 3 etaper, hvor første etape forventes afsluttet medio 2026. Det samlede projekt forventes endeligt opført i tredje kvartal 2027. - ”Der ligger så mange gode intentioner i dette byudviklingsprojekt, som vi nu skal opføre. Der er fra arkitektfirmaet Kjær & Richter tænkt nogle interessante tanker, som er med til at skabe de yderst fornuftige løsninger der kendetegner ejendommene. Vi har været igennem en meget konstruktiv proces med fokus på det gode
samarbejde med Core Property. Vi glæder os derfor til, efter sommeren, at komme i gang med byggeriet”, udtaler Direktør for Raundahl &  Moesby Øst, Morten Jensen.

Raundahl & Moesby arbejder lige nu på færdigprojektering af byggeriet og frem mod byggestart i sensommeren forestår de praktiske forberedelser til en byggeplads.


Relaterede konferencer

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS