Krogh Arkitektur og Wagner Ejendomme havde brug for en indeklimaløsning, der kunne spille sammen med arkitekturen i en klassisk etageejendom fra 1905. Krone Vinduer udviklede et dannebrogsvindue med indbygget selvregulerende ventilation.
Frem til 1960’erne var bygningers energimæssige egenskaber og indeklima ikke underlagt regulering. Etablering af ventilationsanlæg i ældre etageboliger kan derfor være en både kompliceret, pladskrævende og dyr løsning, som sjældent er forenelig med ønsket om at bevare bygningens oprindelige detaljer.
Den udfordring har Krone Vinduer nu en løsning på.
Den nordjyske vinduesproducent har taget teknologien bag ventilationsvinduet ”Krone Vent” og udviklet et klassisk dannebrogsvindue i træ/alu med indbygget, selvregulerende ventilation.
Ifølge en rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut er cirka 75 procent af det samlede etageboligareal i Danmark opført før 1975, hvor der endnu ikke var krav i bygningsreglementet om mekanisk udsugning. Her kan ventilationsvinduerne således være med til at forbedre indeklimaet på en enkel måde.
Aalborg: De store projekter. Konferencen afholdes den 26. september 2024.
- Vores ventilationsvindue er udviklet til at sørge for et godt indeklima uafhængigt af brugerens adfærd og anvendes især ved renovering af udlejningsboliger som en sikring mod fugt og skimmelsvamp. Med det nye dannebrogsvindue har vi nu også en løsning, der passer til arkitekturen i ældre, herskabelige etageejendomme, som der er mange af i de store byer, siger administrerende direktør Kaj Bundgaard fra Krone Vinduer.
Det nye dannebrogsvindue er udviklet efter en henvendelse fra Krogh Arkitektur, der var i gang med en totalrenovering af et historisk byhus fra 1905 i Aalborg for Wagner Ejendomme.
Her var ønsket at finde løsninger til at energirenovere ejendommen og samtidig bevare husets udtryk, og Krone Vinduer var klar til at tage udfordringen op, da partner og bygningskonstruktør Bo Wiener fra Krogh Arkitektur ringede og spurgte, om "Krone Vent" kunne laves i et klassisk træ/alu dannebrogsdesign.
Et ventilationsvindue sikrer automatisk luftudskiftning i boligen døgnet rundt ved hjælp af ventiler i top og bund af vinduet. Om sommeren hentes luften direkte ind via ventilen i toppen. Om vinteren hentes luften ind via ventilen i bunden og stiger op igennem et hulrum mellem glaslagene, hvor den opvarmes, inden den lukkes ind i boligen.
I det nye dannebrogsvindue fungerer luftudskiftningen i princippet på samme måde. Men designet er ændret for at imødekomme den udfordring, at vinduet her består af 4-6 rammer i stedet for blot en enkelt.
Udvikling af fredede og bevaringsværdige bygninger. Konferencen afholdes den 29. november 2023.
- Der er så mange fordele ved at energioptimere historiske huse via netop vinduerne. I samarbejde med Krone har vi fået helt nye muligheder for at energirenovere med respekt for arkitekturen og historien samtidig med, at ejendommen også lever op til de nye energikrav, siger Bo Wiener.
- Skal man installere et pladskrævende ventilationsanlæg, vil det kræve, at der føres tykke rør på 20 centimeter i diameter rundt i lejligheden. Vi ville være nødt til at sænke loftet for at skjule rørene, hvilket betyder, at stukken og loftshøjden forsvinder, og det samme gør den herskabelige stemning, som netop findes i disse historiske lejligheder, forklarer han.
Renoveringen af det gamle byhus i Aalborg har været 1,5 år undervejs og er netop afsluttet. Krogh Arkitektur har allerede bedt Krone Vinduer om at udvikle et dannebrogsvindue i træ/træ med ventilation til et andet renoveringsprojekt.