Tårnet tilføjer 161 værelser til Comwells eksisterende centralt beliggende hotel Comwell Aarhus. Desuden kan Comwell Aarhus’ gæster se frem til en skybar og restaurant på 14. og 15. etage og øverst oppe en udendørs tagterrasse på mere end 300 kvm.
Hoteltårnet bliver åbent for hele byen, og de øverste etager får direkte adgang fra gaden via udvendig glaselevator. I forbindelse med opførelsen af det nye hoteltårn, opgraderes også hotellets Co-Work-område.
Det nuværende Comwell Aarhus blev opført i 2014 og er placeret i hjertet af byen på Værkmestergade. Hotellet arbejder tæt sammen med den globale hotelfranchisevirksomhed Wyndhams hotelbrand Dolce by Wyndham. Samarbejdet med Wyndham fortsætter efter hoteludvidelsen, hvor fokus er på at styrke hotellets internationale profil.
Som bygherre bag byggeriet står ejer og udlejer af det nye hoteltårn Hans Lorenzen. Nordstern er totalentreprenøren og Arkitema har sat streger til bygningen. Afry er ingeniør.
I forbindelse med ingåelsen af aftalen om udvikling af det nye hoteltårn mellem Comwell Hotels, bygherre Hans Lorenzen og entreprenør Nordstern tilbage i februar 2023 udtalte koncernchef i Comwell Hotels Peter Schelde:
”Der har længe været stor efterspørgsel på hotelkapacitet i Aarhus, og med det nye hoteltårn er vi glade for at kunne tilbyde endnu flere danske og internationale gæster vores funktionelle hotel- og mødefaciliteter".