Den sidste uge i maj blev der afholdt rejsegilde på kommende bofællesskab med 70 boliger og fælleshus i Hørsholm.
Dansk Boligbyg står for byggeriet af de 70 nye boliger i PH Park 2 i Hørsholm for det Horsens-baserede ejendomsselskab, Svanen Gruppen. Bofællesskabet får et varieret mix af boligstørrelser, og til hver bolig er der parkering i kælder. Desuden etableres fælleshus og unikke udearealer mellem husene.
- Den tidligere hospitalsgrund og -park er et utroligt lækkert område. Det er centralt beliggende midt i Hørsholm og med kort afstand til strand og natur. Jeg forventer, at boligerne i det nye luksuriøse bofællesskab bliver meget efterspurgte og et godt supplement til Hørsholms øvrige boligtilbud, siger bygherrerådgiver Søren Sandberg fra ingeniørfirmaet Sandkjær.
Seniorbofællesskaber. Konferencen afholdes den 21. marts 2024.
PH Park 2 udvikles som et af flere projekter på den grund, som tidligere husede Hørsholm Hospital og parken omkring hospitalet. Her bevares mange gamle og store træer samt den sø, der hører til parken.
PH Park 2 består af 3 punkthuse i henholdsvis 4 og 6 etager samt 3 grupper af rækkehuse i 2 plan. I alt 6.000 kvm boliger og 2.700 kvm gårdrum, samt 3.000 kvm parkeringskælder under bebyggelsen.
- Vi ser frem til at aflevere de 70 nye boliger til Svanen Gruppen i foråret 2024, sagde Arne Becker, som er direktør i Dansk Boligbyg Øst, der varetager byggeriet i totalentreprise.