Boligudbuddet steg mere i september 2023 end de foregående måneder, viser tal. Men set over et år er udbuddet stadig bemærkelsesværdigt lavt, lyder vurderingen.
For første gang i mange måneder er der kommet mere fart på stigningen af boligudbuddet. I august 2023 steg det med mindre end 200 boliger, mens det i september steg med næsten 600 boliger, altså en 3-dobling på en måned, viser tal fra Finans Danmark, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret.
Ifølge Estate viser stigningen, at vi er kommet så tæt på skæringsdatoen for de nye ejendomsskatter, at det tiden er ved at være blevet for knap til at kunne nå at gennemføre en bolighandel.
- Vi har i flere måneder set et boligmarked, hvor priserne stik mod normal logik er steget, mens renterne er høje, men fordi der har været udsigt til at undgå en fremtidig skattestigning ved en handel end nytår, har farten været høj. Men nu er vi ved at være nået et punkt, hvor tiden er knap, og derfor ser vi et stigende udbud over hele linjen, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.
Køb og salg af ejendom - Due Diligence. Kurset afholdes den 2. november 2023.
I forhold til at renten de seneste 12 måneder er steget fra nærmest nul til 5 procent, er det ifølge ham ejendommeligt, at boligudbuddet i samme periode kun er steget fra 40.769 til 41.368 boliger.
- Når renten nærmest femdobles på kort tid, og verden generelt er inde i usikre tider med krig og inflation, er det overraskende, at boligudbuddet forbliver lavt og ikke stiger markant mere end det, vi har været vidner til, siger Thomas Hovgaard.
Han mener, at udviklingen viser, at der eksisterer en høj grad af tillid til både boligmarkedet og økonomien.
- Meldinger om råderum på milliarder, et stærkt realkreditsystem, lav ledighed, lønstigninger og høje opsparinger er med til at sikre, at boligmarkedet stadig er i god form med et pænt antal handler, men det kan godt se ud, som om vi er ved at nærme os et mindre fald med det stigende udbud i september, siger Thomas Hovgaard.