Med 1.900 solcellepaneler på taget af hovedkontoret i Roskilde er solcelleparken blevet større end først planlagt, men regler spænder ben for en udvidelse.
Virksomheden Lyreco har fået etableret en solcellepark på det 17.000 kvm store tag på virksomhedens hovedkontor i Roskilde.
- Vi har sat 2 mål om at reducere vores egne udledninger med 50 procent inden 2026, og i den proces er elektriske biler og grøn strøm en bærende faktor. Energikrisen er et rigtig godt eksempel på, at vi stadig er dybt afhængige af udenlandsk energi og dermed sårbare over for storpolitik, forklarer Victor Bjarnesen, der er Sustainability Advisor & Quality Coordinator og tovholder på solcelleprojektet.
Foruden at producere strøm til Lyrecos bygninger, så oplades også alle virksomhedens elbiler med egen solenergi.
Certificeringsordninger - udbredelse og betydning. Kurset afholdes den 8. oktober 2024.
Solcelleparken er større end først planlagt og vil årligt producere omkring 1.000.000 kilowatt-timer, hvilket svarer til mere end 500 gennemsnitsdanskeres årlige elforbrug.
En gennemsnitsfamilie med 2 voksne, 2 børn og et hus på 150 kvm bruger cirka 5.000 kilowatt-timer om året, og på en solskinsdag producerer solcelleanlægget cirka 6.500 kilowatt-timer. Den overskydende strøm sendes ud i elnettet.
Lyreco har bevidst etableret et solcelleanlæg, der producerer mere strøm, end virksomheden selv kan bruge. Faktisk er der plads til flere solceller på taget, men som reglerne er lige nu, kan virksomheden ikke producere mere strøm uden at blive betragtet som et forsyningsselskab.