Torsdag den 4. maj er der rejsegilde i Havehusene i Lisbjerg nord for Aarhus. Opførelsen af de 44 nye andels- og ejerboliger går ind i sin afsluttende fase og ventes klar til indflytning i sensommeren 2023.
Det nye andelsboligbyggeri, Havehusene, i den nordlige del af Aarhus er et skridt tættere på at kunne byde velkommen til deres nye beboere. Holdet bag byggeriet inviterer nemlig til rejsegilde for kommende beboere, naboer, samarbejdspartnere, presse, håndværkere og øvrige interesserede torsdag den 4. maj.
Der vil blandt andet være taler ved rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Nicolaj Bang (K), NRGi’s administrerende direktør Jacob Vittrup og Carsten Møller, der er formand for andelsforeningen Havehusene.
- Vi drømmer om et levende, stærkt og inspirerende fællesskab sammen med gode naboer. Vi er en broget skare, der står forskellige steder i livet, kommer med hver vores værdier og er på vej videre i mange forskellige retninger. Det ser vi som en styrke, fordi vi har et fælles ønske om en hverdag, hvor vi er mere end "bare" tilfældige naboer, siger Carsten Møller.
Horsens: De store investeringer. Læs mere om konferencen her.
Havehusene kommer til at bestå af 39 andelsboliger og 5 private boliger, som bliver en blanding af 3-etagers byhuse, rækkehuse i 2 etager samt stue- og etageboliger. I hjertet af byggeriet opføres foreningens fællesskabshus og fælleshave med en vision om at skabe rammerne for et aktivt fællesskab og mødested for alle beboere på tværs af generationer.
- Vi er naturligvis stolte over Havehusene, der for alvor tager form og allerede emmer af smuk arkitektur og landsbystemning. Lige fra første spadestik har vi haft fokus på at skabe rammerne om et spirende andelsfællesskab med plads til forskellige livssituationer og generationer, lyder det fra Ulf Christensen, administrerende direktør for Kuben Management, der har udviklet Havehusene i tæt samarbejde med tegnestuen Transform.
Den 4.685 kvm store boligbebyggelse er placeret cirka 500 meter fra et letbanestop, og Lisbjergskolen desuden tæt på. Projektet ventes at blive certificeret til DGNB Guld. Boligerne ventes klar til indflytning den 1. september 2023, og der er stadig få ledige andelsboliger.