RED Property Advisers kommer ud af 2022 med et resultat på 0 kr., mens bruttofortjenesten stiger med 19 procent i forhold til 2021.
Uagtet at ejendomsmarkedet allerede medio 2022 begyndte sin opbremsning, endte RED med en bruttofortjeneste på 71,5 millioner kr., hvilket er 19 procent højere end i 2021.
Omsætningen var i 2022 især drevet af 2 ting. Dels at Capital Markets afdelingen var involveret i nogle af årets helt store transaktioner. Og dels en meget høj aktivitet i kontorudlejningsafdelingen, hvor man samlet gennemførte 64 udlejninger på samlet cirka 120.000 kvm, hvilket var over dobbelt så meget som forventet.
- 2022 var trods udfordringerne i 2. halvår, et godt år for RED. Der var høj aktivitet i alle afdelinger, og i vores Capital Markets afdeling udgjorde de gennemførte transaktioner en gennemsnitlig størrelse på 375 millioner kr., udtaler Nicholas Thurø, managing partner i RED.
Flade tage. Læs mere om konferencen her.
REDs primære salgsmandater er ejendomme til +75 millioner kr., og det marked er aktuelt meget fastlåst grundet markante forskelle mellem køber og sælgers prisforventninger.
I de første 4 måneder af 2023 har der i det danske marked været en transaktionsvolumen på cirka 9 milliarder kr., og der har alene været 19 handler over 150 millioner kr. Det er en meget lav aktivitet og medfører, at forventningerne til 2023 er skruet gevaldigt ned.
- Vores budget for 2023 er kraftigt reduceret i forhold til 2022 og i de første 4 måneder har omsætningen i alle afdelinger været lav. Vi forventer, at hele året vil være præget af usikkerhed og lav aktivitet, men håber trods alt på mere stabilitet i 2. halvår, fortsætter Nicholas Thurø.
- På den positive side mærker vi lige nu, at der kommer flere sælgere på banen, og vores mandatpipeline ser derfor interessant ud med sager inden for alle segmenter og i forskellige størrelseskategorier. Det bliver derfor afgørende, om ejendommene er prissat således, at det er interessant for både køber og sælger at handle, slutter han.