Teknologisk Institut er gået sammen med Realdania om at indsamle al den tilgængelige viden, der findes i dag om træbyggeri.
- Træ skal være et naturligt valg af materiale, når vi bygger i Danmark. Og selvom træ har fået mere opmærksomhed de seneste år, så er vejen til mere træbyggeri brolagt med en række myter om træ, som desværre udgør en barriere for træ som et naturligt materialevalg i byggebranchen, siger Peder Fynholm, souschef på Teknologisk Institut.
Målet er en bred erfaringsopsamling til hele byggebranchen, hvor både potentialer og udfordringer ved træbyggeri kommer frem i lyset. En erfaringsopsamling, som både Realdania og Teknologisk Institut håber vil danne grundlag for mere – og bedre – træbyggeri i Danmark.
Nyeste udvikling i træbyggeri. Konferencen afholdes den 3. maj 2022.
Til erfaringsopsamlingen tager Teknologisk Institut udgangspunkt i en række konkrete byggeprojekter med træ som bærende konstruktioner. Projekterne bliver fulgt tæt for at opsamle alle relevante erfaringer helt fra ide til brug. Håbet er, at opsamlingen kan bidrage til at eliminere nogle af de unødvendige fejl, der opstår, når man bygger med træ.
- Vi ved, at træ og biogene materialer kommer til at spille en større rolle i fremtidens byggeri grundet den lavere CO2-belastning. Men vi oplever også en tilbageholdenhed i branchen, fordi nye materialer naturligt også rummer nye udfordringer – det kan være fugt, brand og manglende viden i forhold til indeklimaet. Og her er er det vigtigt at dele erfaringer. Gode som dårlige. Jo flere projekter, vi får kortlagt og opsamlet erfaringer fra, jo bedre, siger Stig Hessellund, projektleder i Realdania.
Det nye samarbejde tager udgangspunkt i en række hypoteser, som adresserer de typiske barrierer for træbyggeri. Det er for eksempel brand, lyd, fugt, indeklima, manglende erfaring og viden samt usikkerhed omkring økonomien. Alle hypoteser som den nye erfaringsopsamling skal efterprøve.
JYLLAND: TRÆ-byggeri - udfordringer, løsninger og økonomi. Konferencen afholdes den 2. december 2021.
- Vi skal have aflivet myterne om træbyggeri en gang for alle. Vi tror på, at en opsamling af erfaringer, afdækning af behov i branchen og vores udgangspunkt i konkrete træbyggerier er vejen frem for at skabe den nødvendige tryghed i branchen, som kan få flere til at sætte træbyggeri på kompetencelisten. Derfor er et af projektets mål også at identificere de områder, hvor branchen har behov for yderligere tiltag og støtte til fremdriften af træbyggeri – så udover at opsamle erfaringer, kortlægger vi også behovet for nye indsatser i projektet, siger Peder Fynholm.
Projektsamarbejdet forventes afsluttet i løbet af 2021. Der er i projektet allerede indgået aftale med 3 bygherrer om at følge deres projekter: Al2Bolig med Lisbjerg Bakke og Boligkontoret Århus med Knudrisrækkerne samt Boligselskabet Sjælland med deres Bolig Træ projekter.
Teknologisk Institut og Realdania vil gerne følge så mange projekter som muligt, og opfordrer derfor alle andre aktører i byggebranchen, som gerne vil deltage og dele viden og erfaringer omkring træbyggeri, til at kontakte projektkoordinatoren Peder Fynholm (pfy@teknologisk.dk) på Teknologisk Institut.