Et team bestående af Opland, Via Trafik og DGE Miljø har vundet projekteringen af Kranparken i Nordhavn, som bliver Nordhavns første større offentlige park på 10.000 kvm.
Svanemølleholm i Nordhavn blev før i tiden brugt til at laste og losse grus og stenmaterialer. Men i løbet af de kommende år skal området nu udvikles til et spændende nyt bykvarter omkranset af kanaler og med en stor park på 10.000 kvm med udsigt til Svanemølleværket og Svanemøllehavnen.
Kranparken, der bliver den første større park i Nordhavn, skal udvikles med de 2 overordnede temaer bynatur og byliv. Det var opdraget i By & Havns konkurrence til rådgiverne, som blev vundet af et team bestående af Opland, Via Trafik og DGE Miljø. Holdet skal udvikle parken sammen med de fremtidige brugere og i samarbejde med By & Havn. For at finde det endelige design af parken, er der en åben inddragelsesproces hen over foråret og en del af sommeren.
Byudvikling på havne - nye projekter og indfaldsvinkler. Konferencen afholdes den 24. maj 2023.
- Det er en spændende opgave, vi har foran os, og vi glæder os til at bevare og udfolde den helt særlige historie, ånd og de markante kendetegn i Kranparken sammen med de kommende brugere og sammen finde ud af, hvordan vi kan få byliv og bynatur til at spille sammen, og skabe et sted med rammer for at bringe bymennesket ”hjem” til naturen, siger Peter Juhl, kreativ direktør og stiftende partner fra Opland.
Det er visionen at Kranparkens industrihistorie skal afspejles i designet og i indretningen af parken. 2 kraner i funktion prydede kajkanten indtil 2001, og de gamle fundamenter fra både kransporet og kranerne kan stadig ses i belægningerne, og langs kajkanten ses togskinner og kajpullerter, der har været anvendt til fortøjning. I juli 2022 blev en tidligere kulkran flyttet til området og placeret langs kajkanten, som skal understøtte og stå som et symbol på Kranparkens kommende udformning.
Kranparken forventes færdig i efteråret 2024/foråret 2025.