Antallet af almene boliger skal matche behovet. Derfor har det høj prioritet at få bygget flere, lyder det fra social- og boligministeren.
Det er for svært at få en almen bolig i de store byer. Det mener social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
- Et af de største problemer, vi har haft i årtier er, at det er umuligt at komme ind og få en almen bolig i de store byer. Særligt i København. Der skal man stå på venteliste i en halv menneskealder, før man kan få en almen bolig. Efterspørgslen er meget større end udbuddet. Derfor er ventelisterne så lange. Derfor er det en meget høj prioritet at bygge meget, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Fagbladet Boligen.
Byudvikling på havne - nye projekter og indfaldsvinkler. Konferencen afholdes den 11. januar 2024.
- Vi ser med stor alvor på, at mens der i 2020 blev påbegyndt næsten 3.000 almene familieboliger, så er vi nu under 1.000, fortsætter hun.
En af de grupper, der er mest afhængig af en tilstrækkelig forsyning af almene boliger, er de unge.
- Mange unge i de store byer har på grund af høje priser store problemer med overhovedet at etablere sig i den by, hvor de er født. De er henvist til at sofasurfe gennem deres ungdomsliv. Der skal bygges mere til unge. Og det skal kunne betales på en SU, siger social- og boligministeren.
Pernille Rosenkrantz-Theil mener også, at der skal også bygges mere til de ældre.
Kunstig intelligens indenfor byggeriet. Konferencen afholdes den 24. oktober 2023.
Ifølge en analyse udarbejdet af BL – Danmarks Almene Boliger vil knap hver fjerde person i Danmark være 65 år eller derover i 2031.
- Der er ingen tvivl om, at vi skal bygge flere ældreboliger – også almene ældreboliger. Men vi skal tænke os om. Jeg er enormt trist over, at vores boligpolitik ofte kun handler om at samle mursten og putte dem oven på hinanden. Vi skal i højere grad have blik for, hvad det er for en situation, vi sætter den ældre i, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Fagbladet Boligen.