PensionDanmark og HHM har indgået 2 totalentrepriser med en samlet sum på over 500 millioner kr.
PensionDanmark og HHM har indgået aftale om de første 278 boliger i Coop Byen i Albertslund. Aftalen omfatter 2 boligbebyggelser med mindre boliger for unge og par såvel som større familieboliger.
I starten af 2022 indgik PensionDanmark og HHM en samarbejdsaftale efter en udbudsrunde, men på grund af stigende materialepriser og generel usikkerhed i markedet har forløbet med at indgå totalentrepriserne taget længere tid end forventet.
- Vi er utrolig glade for, at vi nu har fået en aftale med HHM på plads, så vi kan sætte byggeriet af det første bykvarter i Coop Byen i gang. Vi har et robust samarbejde, som begge parter har investeret i, og det er helt afgørende i tider som disse. HHMs store egenproduktion indenfor blandt andet jord, kloak, beton og murer og deres høje faglige niveau bliver en gevinst for byggeriet, siger Marius Møller, ejendomsdirektør i PensionDanmark.
Det første kvarter i Coop Byen består af i alt 3 boligbebyggelser med lejligheder, rækkehuse og et boligfællesskab for alle over 50 år. Det er også planen at bygge et fælleshus, et parkeringshus med plads til 465 biler, en lokal daginstitution og en bypark. Både området og de enkelte bebyggelser skal DGNB-certificeres i kategorien guld, ligesom bebyggelserne skal svanemærkes.
Omdannelse af erhverv til bolig. Konferencen afholdes den 7. november 2023.
- HHM ser meget frem til at fortsætte det gode og tillidsfulde samarbejde fra udviklings- og projekteringsforløbet i selve udførelsen. I HHM er vi store fortalere for den tidlige inddragelse, og vi glæder os over, at PensionDanmark har samme tilgang. Et tidligt samarbejde sikrer gode, veldokumenterede løsninger i høj kvalitet, hvor alle arbejder i samme retning for at skabe det bedste byggeri. Resultatet er blandt andet en høj byggekvalitet, sunde boliger og en god totaløkonomi, siger HHM’s direktør Peter Carstensen.
Udover aftalen til over 500 millioner kr., skal der i den kommende tid indgås aftaler for den 3. bebyggelse, som er et boligfællesskab. Parterne forventer derfor at indgå aftaler for yderligere 150 millioner kr.
Coop Byens første bykvarter opføres af projektselskabet Coop Byen Vest P/S, der er ejet af PensionDanmark.
Virkelund bliver et 45.000 kvm stort bykvarter med cirka 330 svanemærkede boliger i form af indre boliger til singler og nystartede familier, større, fællesskabsorienterede boliger til familier, herunder rækkehuse, og et boligfællesskab for alle over 50 år uden hjemmeboende børn. Boligerne varierer fra 1-6 værelser og får en gennemsnitsstørrelse på 90 kvm. Den første karré forventes at stå klar til indflytning i slutningen af 2025.
Bebyggelserne i Virkelund er tegnet af forskellige arkitekter for at skabe en varieret arkitektur i området. Arkitekterne er Henning Larsen Architects, Arkitema Architects, Aart, ONV og Holscher Nordberg Arkitekter, mens Thing Brandt Landskab står for landskabsarkitekturen. Cowi og Artelia er ingeniører, mens Rambøll er DGNB-auditor for bydelscertificering, og Artelia er DGNB-auditor for bygningscertificering.