Industriens Pension har købt den karakteristiske Regina-bygning i det centrale Aarhus for et trecifret millionbeløb. Bygningen har i de seneste 3 år været igennem en omfattende renovering, som netop er blevet indstillet til årets Renover-pris.

Regina-bygningen i Aarhus, der huser butikker, lejligheder og kontorer, har skiftet ejer. Industriens Pension har købt bygningen med den afrundede facade og kuplen på taget, der ligger centralt placeret på gågaden i Aarhus mellem Rådhuset, Banegården og Domkirken.

Det er Capital Investment, der på vegne af Aberdeen Standard Investments, en af verdens største investeringsvirksomheder, sælger bygningen, som de opkøbte i 2016 gennem CBRE, der også denne gang har stået for salget.

Bygningen, som i år fylder 100 år, har haft mange forskellige anvendelser siden opførelsen i 1919 og var oprindelig tænkt som et projekt, der skulle puste liv i byen ved at tilbyde aarhusianerne både biograf, hotel, café, restaurant og butikker samlet under ét tag. Den sidste film blev vist i 1980’erne, hvorefter bygningen blev omdannet til kontorer, arkiv og butiksarkade. Butiksarkaden har dog i perioder stået næsten tom, men de seneste år er der for alvor sparket liv i bygningen igen.

I Industriens Pension glæder chef for unoterede investeringer, Jan Østergaard, sig over købet.

NB! Jylland: Moms og skat for byg og ejendom - nye regler og afgørelser. Konferencen afholdes d. 26. september 2019.

- Vi vil gerne være med til sikre, at Regina-bygningen igen kan blive et livligt mødested, der kommer alle byens borgere til gode. Bygningen er i sig selv et stykke bevaringsværdigt kulturhistorie, og den har rigtig mange anvendelsesmuligheder. Samtidig vil ejendommen med den unikke placering i det centrale Aarhus kunne skabe stabile og solide afkast til vores medlemmer, siger Jan Østergaard.

Indstillet til pris efter renovering
Den hidtidige ejer, Capital Investment, der repræsenterer Aberdeen Standard Investments i Danmark, har sammen med Årstiderne Arkitekter foretaget en gennemgribende renovering af bygningen. Blandt andet er kontorlokalerne på bygningens øvre etager blevet omdannet til 38 attraktive lejligheder. Samtidig er den førhen ubenyttede baggård blevet omdannet til et attraktivt opholdsareal med grønne oaser, tagterrasse, legeplads mv. Renoveringen er så vellykket, at bygningen er blevet indstillet til årets Renover-pris.

Capital Investment glæder sig nu over, at den transformation af bygningen, de har foretaget, har skabt nyt liv.

- Vi havde en målsætning om, at bygningen igen skulle blive et samlingspunkt i byen. Vi har nu brugt tre år på at gøre bygningen klar til endnu et århundrede og finde de rette lejere. Vi er glade for, at vi har fundet en køber, som også deler vores visioner for bygningen og bylivet i Aarhus, siger Jesper Damborg, CEO og Partner i Capital Investment.

Købesummen er ikke offentliggjort, men der er tale om et større 3-cifret millionbeløb.


Relaterede konferencer

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Stormflodssikring af by- og landområder

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Den nye Planlov KURSUS

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Boligudvikling i Jylland

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Logistik og industri - fart på nye muligheder