Züblin har varslet en forsinkelse på 28,5 måneder og sendt et ekstrakrav på 40 procent af anskaffelsessummen. Nu er entreprenøren opsagt.
De Samvirkende Boligselskaber (SAB), som er bygherre på Det nye Sølund ved søerne i København, har ophævet kontrakten med totalentreprenøren Züblin. Det er sket i tæt samarbejde med KAB som byggeforretningsfører. Kontrakten på knap 800 millioner kr. blev indgået med Züblin i december 2020.
Züblin har ifølge KAB sendt ekstrakrav på 314 millioner kr. og samtidig har de varslet en forsinkelse af byggeriet på 28,5 måneder.
- De stigende byggepriser sætter reelt stop for alment byggeri i en årrække. Nu bliver byggeriet af Sølund så forsinket. Som kommune giver det os et stort problem, fordi vi ikke kan få bygget de plejeboliger, ungdomsboliger og billige almene boliger, som der er så stor brug for i byen, siger Line Barfod (EL), teknik- og miljøborgmester i København.
Udvikling af nedslidte ejendomme og konvertering til nye formål. Konferencen afholdes den 4. oktober 2022.
Det var netop kommunen, som i 2015 solgte grunden til SAB med en bunden byggeopgave i form af en vedtagen lokalplan for Danmarks største plejehjem med 360 plejeboliger, 150 ungdomsboliger, en daginstitution og en stor offentlig parkeringskælder. Når byggeriet står færdigt, køber Københavns Kommune daginstitution og parkeringskælder tilbage til en aftalt pris.
SAB indgik kontrakt med Züblin som totalentreprenør på byggeprojektet, som efter planen skulle stå færdigt i 2025 (første fase) og 2027 (anden fase). Det nye Sølund forventes fortsat at blive realiseret, men tidsplanen er sat tilbage. Det vides ikke på nuværende tidspunkt, hvor meget byggeriet bliver forsinket.
Ifølge Københavns Kommune er der frem mod 2030 er der i København brug for cirka 1.000 ekstra plejeboliger for at imødekomme et stigende antal ældre.
Staten har fastsat et loft over det almene boligbyggeri, som bestemmer, hvor dyrt byggeriet og dermed huslejen må være. Og det loft er et problem, fordi byggepriserne er steget voldsomt.