Den 1. september er Claus Nielsen tiltrådt stillingen som projektleder i Dansk Boligbygs afdeling i Horsens.
Claus Nielsen er ny projektleder i Dansk Boligbygs afdeling i Horsens. Han er oprindeligt uddannet bygningsmaler og arbejdede med faget i godt 16 år, før han valgte at skifte retning.
Det blev til en kort periode som jobkonsulent i Esbjerg Kommune, hvorefter han tog uddannelsen som bygningskonstruktør og sikkerhedskoordinator. Han har nu i 10 år arbejdet på byggepladser rundt om i Danmark som blandt andet entrepriseleder, projektkonsulent og projektleder for virksomheder som MT Højgaard og NCC.
Som projektleder skal Claus Nielsen styre arbejdet med at opføre et nyt bæredygtigt bofællesskab for Plushusene i totalentreprise.
Det nye projekt har mange ligheder med Plushusenes projekt i Lisbjerg, som Dansk Boligbyg også står for at opføre. Bofællesskabet i Ølstykke består af 211 lejeboliger samt et fælleshus med blandt andet spisesal, fitness, værksteder og gæsteværelser.
Seniorbofællesskaber. Konferencen afholdes den 21. marts 2024.
Claus Nielsen skal sørge for at både tidsplan og økonomi bliver overholdt, og skal derudover også være sikkerhedskoordinator på projektet, der er tegnet af Sweco Architects med SLA som landskabsarkitekter.
- Det er vigtigt, at bygherre og samarbejdspartnere kan regne med tidsplanen og de aftaler, der er blevet indgået. Jeg trives med at være den, der har overblikket, og som skal få tidsplanerne til at gå op, og jeg vil altid gøre mit ypperste for at få tingene til at lykkes, så projektet kan afleveres til tiden og til prisen, udtaler Claus Nielsen.
Det nye bofællesskab i Ølstykke omfatter i alt 18.925 kvm, og det skal certificeres til DGNB Guld. De første beboere forventes at flytte ind til efteråret 2024, og hele projektet forventes færdigt i efteråret 2025.