Ejendomsprofil med en fortid hos blandt andre Fokus Asset Management bliver partner i erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Norgart.
Ejendomsmægler Jakob Veino træder ind som partner hos Lintrup & Norgart. Han kommer til den københavnske erhvervsmæglervirksomhed med over 20 års brancheerfaring, oplyses det.
Senest kommer han fra en stilling som chef for udlejningsafdelingen i Fokus Asset Management gennem de seneste godt 7 år, og tidligere har han været i Aberdeen Asset Management og mæglervirksomheden Colliers.
- I mit hidtidige job samarbejdede jeg med flere mæglere, heriblandt Lintrup & Norgart, som er meget stærke inden for kontorudlejning og flerbrugerhuse i Storkøbenhavn. Det er områder, jeg selv har arbejdet med gennem en del år, og jeg ser frem til at være med til at cementere og udbygge Lintrup & Norgarts stærke position. Nogle af de opgaver, jeg er mest stolt over at have være med til at løse, er at udvikle og udleje Østerport II samt konceptudvikling og udlejning af Tietgenshave på Østbanegade ved Nordhavn Station, siger Jakob Veino.
Køb og salg af ejendom - Due Diligence. Kurset afholdes den 2. november 2023.
Lintrup & Norgart blev etableret i 2005 af Stig Lintrup, Susan Hellner Lintrup og Jesper Norgart. Erhvervsmæglervirksomheden er aktive inden for kontorudlejning og flerbrugerhuse. Desuden rådgiver Lintrup & Norgart om udviklingsejendomme og formidler salg af investeringsejendomme og boligudlejningsejendomme. Virksomheden har kontorer på Jens Kofods Gade ved Nyboder og tæt på Østerport Station.
- Vi kender Jakob Veino fra branchen og fra flere års samarbejde, og vi er stolte over, at han har sagt ja til at træde ind i virksomheden med sine stærke kompetencer, sin mangeårige erfaring og sit store netværk. Jeg er sikker på, at Jakob Veino vil styrke Lintrup & Norgart, og jeg er glad for at kunne fortsætte samarbejdet – nu på samme arbejdsplads. Alle hos Lintrup & Norgart glæder sig til at have Jakob med på holdet, siger administrerende direktør og partner Stig Lintrup.