Kommuneplanen fastlægger rammerne for fremtidens byudvikling, erhverv og natur i området.
Planens byudviklingsstrategi lægger vægt på fortætning, udvikling af nye byområder samt fornyelse af eksisterende byområder. Centrale aspekter som bl.a. boligudvikling, industri, erhverv, detailhandel,, infrastruktur, energianlæg og turisme skal balanceres i den fremtidige byudvikling.
Holstebro Kommune med 59.016 indbyggere hvoraf 37.220 bor i selve byen, oplever en positiv demografisk og økonomisk udvikling, med stigende indbyggertal og vækst i erhvervslivet. Nye virksomheder etablerer sig, og eksisterende virksomheder udvider.
Den fremtidige planlægning vil derfor ifølge Kommunen, være udviklingsplanlægning der skaber attraktive bymiljøer og sikrer en øget bosætning.
I takt med den stigende urbanisering opleves især en større efterspørgsel på mindre boliger på mindre grunde.
Boligudbygningen i Holstebro er fordelt mellem 3 primære områder mod hhv. nordvest - Alstrup, nordøst - Hornshøj og sydøst - Halgård. Der skal i den kommende planperiode udarbejdes helhedsplaner for Hornshøj og Halgård for at sikre gode bydele.
Hvad erhvervsudvikling angår, vil Byrådet bl.a. sikre, at et areal på 4,3 millioner kvm ved Idomlund udpeges til energipark således at der kan planlægges for energitunge erhverv med plads til PtX-anlæg samt følgeerhverv.
Med etablering og opkobling af flere store havmølleparker i Nordsøen bliver området ved Idomlund således et af de allerstørste knudepunkter i fremtidens grønne energisystem. Samtidig er Idomlund planlagt som et knudepunkt i den kommende brintinfrastruktur gennem Jylland.