Vestegnskommune får ny centerchef for Byudvikling og Natur. Hun kommer fra en stilling hos Arbejdstilsynet.
Gro Iversen bliver ny centerchef for Byudvikling og Natur i Ishøj Kommune. Hun tiltræder den 1. december 2023 og kommer fra en stilling som kontorchef i Arbejdstilsynet.
- Ishøj Kommune er en meget attraktiv arbejdsplads – med sin beliggenhed, mangfoldighed og ambitioner om at udvikle sig i en bæredygtig retning. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at tiltræde stillingen som centerchef for Byudvikling og Natur, lyder det fra Gro Iversen.
Gro Iversen kommer senest fra en stilling som kontorchef i Arbejdstilsynet og har også tidligere været leder i Miljø- og Fødevareministeriets Departement og i Miljøstyrelsen. Derudover har hun været ansat i Folketingets administration som udvalgssekretær, hvor hun har betjent politikere fra alle partier.
Certificeringsordninger - udbredelse og betydning. Kurset afholdes den 8. oktober 2024.
Kendskabet til Vestegnen er ikke fremmed for Gro Iversen.
- Jeg er født og har tilbragt en stor del af min barndom i Albertslund, hvor jeg stadig kommer, lyder det fra Gro Iversen.
I Ishøj Kommune ser direktør for By, Kultur og Natur, Henrik Winther Nielsen, frem til samarbejdet med Gro Iversen.
- Jeg glæder mig til at byde Gro velkommen til Ishøj Kommune, hvor der venter rigtig mange spændende projekter og opgaver, som vi skal i mål med. Med Gro på holdet får Ishøj Kommune en meget erfaren leder, som kan være med til at præge udviklingen af Ishøj Kommune. Jeg ser frem til samarbejdet, siger Henrik Winther Nielsen.