Med investeringer for næsten 500 millioner kr. er den norske ejendomsudvikler Bulk Industrial Real Estate gået ind på det danske marked og har åbnet kontor i København.
Det norske ejendomsselskab Bulk Industrial Real Estate har siden 2006 opbygget en skandinavisk portefølje på næsten 3 milliarder kr. og træder nu ind på det danske ejendomsmarked for logistik, lager og industri. Bulk har i forvejen investeret i en stribe logistikterminaler med blandt andre Bring, DHL, DSV, FedEx og Postnord som lejere.
Bulk har etableret kontor på Grønttorvet i Valby i København og har indledt investeringer til samlet tæt på 500 millioner kr. i Danmark, herunder i ejendommen Jernholmen 49 i industriområdet Avedøre Holme sydvest for København.
For nylig flyttede Scan Global Logistics ind som ny lejer i den nyistandsatte og udbyggede lager- og kontorejendom. Blandt de øvrige lejere er fødevarevirksomheden Meyers og Haugen-Gruppen, en stor nordisk fødevare- og drikkevarekoncern. Ejendommen er på 32.000 kvm, og en ny lokalplan giver mulighed for at bygge yderligere 17.000 kvm.
I Skandinavisk Transportcenter ved Køge på Østsjælland har Bulk købt en grund på godt 55.000 kvm. Her kan bygges næsten 28.000 kvm – med stor loftshøjde, som mange logistikvirksomheder efterspørger, endda helt op til 30 meter.
- At gå ind på det danske marked er en vigtig milepæl og en naturlig del af Bulks ekspansionsplaner i Skandinavien. Vi ser frem til at levere effektive, klimavenlige og certificerede ejendomme til danske og internationale virksomheder, der også ser Danmark som et attraktivt marked, siger Nina Hage, Head of Bulk Industrial Real Estate.
Køge: De store projekter. Konferencen afholdes den 12. december 2023.
Som dansk landechef for Bulk Industrial Real Estate er ansat Mads Bæk Pedersen, der senest har været projektchef i Københavns Lufthavn. Han er uddannet diplomingeniør og HD og har tidligere været i rådgiverkoncernen Alectia (i dag en del af Niras).
- Med Bulks gennemprøvede løsninger kan vi nu også i Danmark tilbyde skræddersyede, modulbaserede og skalérbare ejendomme inden for logistik, lager og industri med maksimal fleksibilitet for kunden og minimalt klimaaftryk, siger Mads Bæk Pedersen.
Ambitionen er at være Skandinaviens førende ejendomsudvikler inden for lager, logistik og industribygninger ved at tilbyde bæredygtige løsninger på strategiske beliggenheder. Det er investeringerne på Avedøre Holme og i Køge eksempler på.
- Avedøre Holme er et af de sidste tilbageværende større industriområder tæt på København, og netop her kan virksomheder planlægge mange år frem. Køge har udviklet sig til at være det vigtigste knudepunkt for logistik og transport på Sjælland, siger Mads Bæk Pedersen, landechef for Bulk Industrial Real Estate Denmark.
Bulk Industrial Real Estate er en del af Bulk Infrastructure Group, som også omfatter datacentre samt internationale fiber-søkabler. Bulk er også aktiv inden for begge disse forretningsområder i Danmark, blandt andet ved at drive et datacenter ved Esbjerg.