Det vækker ikke bekymring hos kommunen, at næsten 6.000 boliger i Odense står tomme.
Ifølge Fyens.dk stod 4.000 etageboliger, 889 rækkehuse og 757 parcelhuse tomme i Odense per 1. januar 2023. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Kommunen påpeger dog, at kun 3.600 boliger har stået tomme i mere end 3 måneder, mens 1.900 boliger har stået tomme i et helt år.
Desuden noterer kommunen sig, at tomgangen i Odense per 3. kvartal opgjort til 4,3 procent, ifølge tal fra EjendomDanmark.
Køb og salg af ejendom - Due Diligence. Kurset afholdes den 2. november 2023.
- Vi noterer os positivt tallene fra Ejendom Danmark, som angiver en tomgangsprocent, som er lav. Det giver os et billede af, at den Markeds- og Boligbehovsanalyse, vi fik gennemført i foråret og som blev sendt i en endelig afrapportering til By- og Kulturudvalget i juni, peger i en retning, som også andre ser, skriver lederen af afdelingen for byudvikling i Odense Kommune, Anette Kold, i en mail til Fyens.dk.
Ifølge avisen er der gennem de seneste 10 år blevet bygget mere end 13.000 nye boliger i Odense, og allerede nu er der lagt planer for byggeri af omkring 11.500 boliger i de kommende 10 år.
Gennem de seneste 10 år er Odense Kommune ifølge Danmarks Statistik vokset med 14.400 indbyggere. Aktuelt har kommunen 207.700 indbyggere.