Bestyrelsen for MT Højgaard har besluttet drosle ned på de internationale aktiviteter og nedjusterer forventningerne til driftsresultatet med 100 millioner kr.
MT Højgaard nedjusterer forventningerne til driftsresultatet i 2023 til 200-225 millioner kr. før særlige poster og eventuelle værdireguleringer mod tidligere 300-325 millioner kr. Omsætningen ventes uændret at udgøre i niveauet 9-9,5 milliarder kr. Samtidig drosler koncernen markant ned på de internationale aktiviteter.
– Efter at have intensiveret restruktureringsindsatsen og gennemgået aktiviteterne i MT Højgaard International i detaljer står det klart, at der er behov for en grundlæggende ændring i den strategiske tilgang til internationale aktiviteter. Derfor ændrer vi forretningsmodellen og skalerer aktiviteterne ned. Som hovedregel vil vi fremover kun arbejde internationalt med afgrænsede projekter inden for udvalgte kompetenceområder, hvor vi virkelig har noget at byde på, udtaler koncernchef Henrik Mielke, MT Højgaard Holding.
Kunstig intelligens indenfor byggeriet. Konferencen afholdes den 24. oktober 2023.
Nedjusteringen skyldes alene de internationale aktiviteter, som i 1. kvartal 2023 blot udgjorde 7 procent af koncernens omsætning. Den danske kerneforretning har frem til og med maj 2023 leveret bedre resultater end forventet.
Fremgangen ventes at fortsætte året ud, så den danske kerneforretning for 5. år i træk forbedrer indtjeningen efter solid omsætningsvækst.
Fremgangen i de danske aktiviteter er dog ikke stærk nok til at opveje den markante forværring i MT Højgaard Internationals resultater, som især skyldes yderligere nedskrivninger på 3 igangværende entrepriser i Grønland og for høje kapacitetsomkostninger.
Der er indsat ny ledelse for den grønlandske forretning, hvor der på kort sigt især er fokus på at færdiggøre de 3 nævnte entrepriser på henholdsvis 2 kollegier og en lufthavn.
Omdannelse af erhverv til bolig. Konferencen afholdes den 7. november 2023.
På de øvrige internationale markeder videreføres de allerede annoncerede tiltag. MT Højgaard ejer 60 procent af det portugisiske selskab Seth, som især er aktiv i Afrika. Her er der forhandlinger med mulige strategiske partnere.
På Færøerne indstilles alt byggeri i 3. kvartal 2023. Derudover videreføres den lønsomme forretning i Maldiverne under MT Højgaard Danmarks ledelse for at skabe synergier inden for vandbyggeri.