Det er 2 lokale investorer, der har købt det tidligere diskotek med henblik på at omdanne ejendommen til kontorfællesskab.
Ejendommene på Østergade 24A-C i Hammel er netop solgt. I dag findes boliglejemål, restaurant og erhvervslokale, hvor det lokalkendte Diskotek One lå før i tiden, og som senest var åbent under navnet Club Dizz.
EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af ejendommene på vegne af Propesta, som har solgt til 2 lokale investorer, der vil etablere kontorfællesskab.
- I de gamle diskotekslokaler vil vi bygge et moderne kontorfællesskab, og tanken er at tale ind i ejendommens eksisterende historie som centrum i byen. Det vil vi gøre med et todelt koncept, hvor lokalerne både skal benyttes som et moderne kontorhus, men også til et erhvervsnetværk, som byen mangler lige nu, fortæller Casper Juhl, en af de 2 nye ejere, der selv tidligere har arbejdet på det gamle Diskotek One.
Casper Juhl køber Propesta sammen med Kristian Kock, og arbejdsfordelingen på det store projekt er allerede klar.
- Casper kommer til at tage sig af kontorfællesskabet, og jeg tager mig af al udlejning i ejendommen. Alle nuværende lejere forbliver på deres nuværende kontrakter, og den største forskel for dem bliver, at de nu har mig at kontakte, hvis noget skal ordnes, samt at de får kontorfællesskabet som nabo. Både Casper og jeg har en baggrund som tømrer. Faktisk er vi udlært sammen, så vi går selv i gang med det store renoveringsprojekt, fortæller Kristian Kock om fremtiden for Propesta.
Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter. Kurset afholdes den 21. november 2024.
Kristian Kock og Casper Juhl driver allerede virksomheder med base i Hammel, herunder Nymann & Juhl Byggerådgivning, Facius Media, Kristian Kock Ejendomsudvikler, Panda Du Nord og Henrik Dahl Netværk Djursland.
Propesta blev stiftet i sammenslutning af lokale håndværksmestre og advokater i 1991. Nu har alle 5 ejere valgt at sælge sine anparter, der blandt andet indeholder 7 lejligheder, tøjbutik, restaurant og et tomt erhvervslokale. Ivan Østergaard, én af 5 i ejergruppen, der har solgt ejendommene.
- Vi har haft ejendomsselskab i 27 år, så det føltes som det rigtige tidspunkt at sælge på. Der var kommet mange grå hår i konsortiet, og flere af os var klar til at begynde vores otium, siger han.
Rasmus Kjærulf Ingemansen, erhvervsrådgiver - investering og ejendomsmægler i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, har formidlet salget af ejendommene.
- Først og fremmest er vi glade for at have bistået kunden med et fint salg. Der er tale om en rigtig fin investeringssag med flere forskellige elementer og en bygning med lang historie og central placering på byens gågade, hvor kompetente naboer som Matas, Skoringen og Imerco også er at finde, siger Rasmus Kjærulf Ingemansen.