Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at boligpriserne igen faldt i januar 2023 sammenlignet med måneden før. Dog er det seneste månedlige prisfald i en mindre størrelsesorden sammenlignet med de seneste måneder, hvilket gælder for samtlige boligtyper.
Det tyder på, at prisfaldene på boligmarkedet begynder at aftage i styrke. Dugfriske tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at januar 2023 bød på mindre prisfald, end hvad vi har set siden sommeren sidste år, hvor priserne begyndte at falde.
Eksempelvis endte de landsdækkende salgspriser for huse med en kvm-pris på 16.068 kr. i januar, hvilket akkurat er 1 procent lavere, end det var tilfældet i december 2022.
Dermed synes de aktuelle prisfald for januar i år at være på et lidt lavere niveau end i de foregående måneder. Eksempelvis faldt huspriserne med hele 2,6 procent fra november til december 2022.
- De mindre prisfald i januar er et udtryk for, at folk måske er begyndt at vænne sig mere til de stigende leveomkostninger, der kom som et chok for mange i efteråret 2022, og som tærede meget på købekraften, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Ejendomsmarkedet i inflationstiden: aktuelle udfordringer for ejendomsmarkedet. Konferencen afholdes den 2. marts 2023.
- Samtidig er renterne faldet en smule i forhold til de pludseligt voldsomme stigninger, som vi tilsvarende så omkring efteråret sidste år. Sidst har vi også før set mindre prisfald i januar, og derfor kan de sæsonmæssige udsving også være en del af forklaringen, forklarer hun.
Salgspriserne for ejerlejligheder endte på 31.930 kr. per kvm i januar måned, og de er dermed også faldet med en procent sammenlignet med måneden forinden.
Det er ligeledes et lavere månedligt fald, end vi har set de seneste måneder. Blandt andet faldt lejlighedspriserne med 1,8 procent fra november til december sidste år.
Også for sommerhuse er der tale om et lavere månedligt fald. Her endte kvmprisen på 22.037 kr. i januar, hvilket betyder, at priserne er tæt på stagneret med et mindre fald på 0,4 procent siden december.
Til sammenligning faldt sommerhuspriserne med 1,9 procent fra november til december 2022.
Investeringer for 25 milliarder i plejeboliger. Konferencen afholdes den 10. maj 2023.
De seneste salgspriser for huse nærmer sig nu det prisleje, der gjorde sig gældende i februar 2021, som dengang lød på 16.023 kr. per kvm. Altså blot 45 kr. under det nuværende niveau.
Samme tendens tegner sig for ejerlejligheder, hvor den seneste kvm-pris for januar i år nu er så godt som på niveau med lejlighedspriserne i januar 2021, som lød på 31.904 kr. per kvm.
- Det betyder altså, at selv om priserne er faldet løbende siden sommeren sidste år, så er prislejet generelt set stadig på et højt niveau. Det er vigtigt at huske, at store dele af boligejerne derfor ikke ser et større værditab i boligen, som det er nu, siger Birgit Daetz.
Selv om priserne fortsat er på et højt niveau, er der tale om kraftige prisfald, når vi ser på den årlige ændring.
Microliving - tiny houses, nyeste trends. Konferencen afholdes den 30. marts 2023.
Eksempelvis lyder den årlige, landsdækkende prisforskel på -7,2 procent for huse. Det svarer til, at et standardhus på 150 kvm, som kostede lige knap 2,6 millioner kr. i januar 2022, nu koster lidt over 2,4 millioner kr. – en forskel tæt på 190.000 kr.
For ejerlejligheder lyder det årlige fald fra januar sidste år til samme måned i år på -8,4 procent.
Dermed kostede en standardlejlighed på 80 kvm i gennemsnit lidt under 2,8 millioner kr. i januar 2022, mens den nu koster lidt over 2,5 millioner kr. Det svarer til en difference på lidt over 230.000 kr.
Sommerhuspriserne ligger modsat priserne for helårsboliger over sidste års niveau med 0,5 procent.