Fælledby kan genoptage byggeriet af 2.000 boliger, efter at Landsretten i dag slog fast, at den midlertidige kendelse om opsættende virkning er ugyldig.
Da Københavns Byret i december 2022 meddelte opsættende virkning i en retssag mellem Miljø- og Fødevareklagenævnet og foreningen Amager Fælleds Venner, valgte Fælledby P/S at sætte arbejdet på byggepladsen i bero.
I januar 2023 appellerede både Fælledby P/S, By & Havn og Miljø- og Fødevareklagenævnet kendelsen i et såkaldt kæremål. Den appel har nu ført til, at Landsretten har omstødt Byrettens kendelse.
- Vi er glade for Landsrettens afgørelse i dag, der bekræfter, at vi hele vejen igennem har overholdt alle krav til naturbeskyttelse i området og til miljølovgivningen i øvrigt. Dermed er spørgsmålet om naturens beskyttelse afsluttet, idet den resterende del af sagen udelukkende handler om myndighedernes interne procedurer, siger administrerende direktør i Fælledby P/S, Erling Thygesen.
Konference: Sølvkysten på Amager: Nye store projekter
- Nu genoptager vi arbejdet med at bygge boliger, skole, institutioner og plejehjem, og vi ser frem til inden længe at invitere indenfor i vores nye besøgsfaciliteter, hvor alle interesserede borgere kan opleve området og høre meget mere om projektet, siger han.
Den færdige bydel skal huse 2.000 boliger, 2 børneinstitutioner, en skole, et plejecenter og lokale butikker. 25 procent af boligerne bliver almene og med de almene boligorganisationer som bygherre. Fælledby vil udgøre i alt 219.000 kvm etageareal.
Bygherre er projektselskabet Fælledby P/S, som ejes ligeligt af PensionDanmark og By & Havn.