Mandag den 24. april åbnes der for afstemning til publikumsprisen i forbindelse med Københavns Kommunes årlige bygningspræmiering, der i år omfatter 8 nominerede projekter.
Siden 1903 har Københavns Kommune præmieret smukke bygninger, bymiljøer og anlæg. Og siden 2018 har københavnerne selv kunne give deres mening til kende ved at stemme til publikumsprisen, der i år uddeles for 6. gang.
- Et byggeri handler om meget mere end den egentlige bygning – det handler om uderum, inderum og mellemrum. Særligt det sidste, livet imellem bygningerne, er vigtigt for det bybillede, en bygning er med til at tegne og designe, siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV)
Flade tage. Læs mere om konferencen her.
- Når arkitektur og funktion er godt tænkt sammen med omgivelserne og bidrager til byrummet, løftes det samlede bybillede, lyder det fra kultur- og fritidsborgmesteren, som kickstarter afstemningsperioden ved at deltage i MorgenDAC tirsdag den 25. april på Thorvaldsens Museum, hvor snakken skal handle om sammenhængen mellem arkitektur og kulturarv.
Dagens diskussioner kan efterfølgende hentes som podcast.
Afstemningen foregår på KK.dk/bygningspraemiering, hvor der kan stemmes på et af de 8 projekter, der er nomineret til Københavns Kommunes bygningspræmiering 2023. Der kan stemmes i perioden den 24. april til den 8. maj 2023 klokken 12.
Fakta
- De nominerede byggerier er Spejderhus Brønshøj, Kampsportens Hus, Hermodsgade Ungdomsboliger, Bispebjerg Helende Haver, KB 32 Kammeradvokaten, Pasteurs Tårn, Fremtidens gårdhaver ved Tomsgårdsvej samt NH Collection Copenhagen (Ørkenfortet).
- De nominerede er valgt blandt 37 indstillede projekter med ibrugtagning mellem den 1. oktober 2021 til 31. december 2022.
- Publikumsprisen blev uddelt for første gang i 2018, hvor over 2.000 stemmer blev afgivet. Axel Towers blev første vinder af prisen.
- Selve præmieringen finder sted den 15. maj 2023 i Dansk Arkitektur Center (DAC) klokken 16-18.