De 4 lagerbygninger ligger på et 24.500 kvm stort areal, der ejes af lokal udvikler. Ny lokalplan skal bane vejen for kontorbyggeri.
En ny lokalplan for et kontorprojekt på den tidligere Gasa-grund ved Hobrovej og Gøteborgvej i Sofiendal i Aalborg er på vej i høring. Det skriver Nordjyske.
Ifølge by- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V) har planen været længe undervejs.
- Det er en udnyttelse af noget, der ligesom er gået i stå. Det er en revitalisering af et område, der alligevel ligger der. Det er jo ikke jomfruelig jord, men en lidt kedelig grå bygning, siger Jan Nymark Thaysen til Nordjyske.
I det 24.500 kvm store område ligger der nu 3 lagerbygninger fra 1959 mod henholdsvis Hobrovej, Riihimækivej og Frederikstadvej samt en lagerbygning mod Gøteborgvej fra 1991. De skal efter planen rives ned for at gøre plads til nybyggeriet.
Aalborg: De store projekter. Konferencen afholdes den 26. september 2024.
Lokalplanen giver mulighed for at øge bebyggelsesprocenten fra 50 til 60 og etageantallet fra maksimalt 3 til 4 etager. Derfor skal der også udarbejdes et kommuneplantillæg for området.
Ifølge de offentlige registre er det S.E. Ejendomme ved Carsten Enggaard, der ejer området. Selskabet overtog ifølge tingbogen ejendommen for knap 27 millioner kr. i 2009 og står ifølge Nordjyske bag projektet.
Lokalplanen giver mulighed for opførelse af forskellige former for service- og kontorerhverv, let industri og håndværk, butikker, butikker med særligt pladskrævende varer på op til 8.000 kvm, publikumsorienterede serviceerhverv, uddannelsesinstitutioner og tekniske anlæg.
Planen giver mulighed for at facaderne kan udføres i tegl, træ, glas og en hvidpudset facade.