Japanske Olympus har netop fundet sin nye danske base. EDC International Poul Erik Bech har været lejerådgiver for den japanske MedTech-virksomhed, der den 1. juni flytter ind i Alfa Developments kontorlejemål i Søborg.
Olympus har hovedkontor i Shinjuku i Tokyo og har på verdensplan mere end 30.000 medarbejdere og er nok mest kendt for at producere kameraer og kameraudstyr, men den multinationale virksomhed har de senere år undergået en større transformation. I dag sælger Olympus teknologiske løsninger til medicinalindustrien.
Nu er virksomhedens danske afdeling flyttet fra 2.800 kvm i Ballerup til 1.200 kvm på Knud Højgaards Vej 2 i Søborg.
- Vi lejer os ind i Alfa Developments unikke kontorlejemål som en del af en større transformation, hvor vi går fra et fokus på kameraer og B2C-segmentet og over til medicinsk teknologisk udstyr og B2B-segmentet – fortsat som en videnstung og nytænkende virksomhed. Derfor har vi i en længere periode ledt efter et domicil, der er mere tilsvarende med vores nye setup. Vi har blandt andet ikke længere et reelt behov for den lagerplads, som vi har i dag, og så ville vi gerne optimere arbejdspladsen og arbejdsmiljøet på en række parametre – især ovenpå på de tendenser, der er kommet på bagkant af coronapandemien, siger Kristian Arp Regnersgaard, Regional Business Unit Manager, Medical Services, Olympus Nordics & the Netherlands.
Parkeringsløsninger. Læs mere om konferencen her.
Kontorejendommen rummer i alt 4.344 kvm nyrenoveret flerbrugerhus. Alfa Development har udviklet kontorejendommen, hvor de også selv har til huse på 3. sal.
- Ovenpå corona er kravene til arbejdspladser og arbejdsmiljø ændret markant. Medarbejderne er blevet vant til hjemmearbejde, og det betyder helt konkret, at virksomheder og kontorerne nu skal konkurrere med det, folks eget hjem kan tilbyde. Vores fokus og mål har derfor været at skabe et kontor, hvor alt er centreret om medarbejderne og deres trivsel. Derfor bliver alt nørdet – alt fra gulve, der ikke skal vaskes med andet end vand, så vi minimerer kemikaliebruget, til attraktive fællesfaciliteter, ja selv kaffen er nøje udvalgt, siger Balder Nikolai Kringelbach, Investment Manager i Alfa Development.
Ifølge Helle Nielsen Ziersen, Head of International Relations, EDC Poul Erik Bech, er Olympus et godt eksempel på en prægende tendens på markedet for kontorejendomme.
- Der bliver i stigende grad stillet større krav til fleksible, moderne og inspirerende kontormiljøer, hvor faciliteterne er i topklasse og kan fungere som gulerod i rekrutteringsprocessen. Medarbejderne er kommet endnu mere i fokus efter coronapandemien satte skub i hele arbejdsmarkedet, og for mange virksomheder, måden der arbejdes på, siger hun.