Kan Brasilien, Kina, Tyrkiet, de baltiske lande og Danmark lære noget af hinanden, når vi taler om bæredygtig byudvikling og -design?
Hvordan kan vi styrke vores lokale fællesskaber, så de bliver bæredygtige og attraktive for borgerne? I udstillingen ”Fælledskaber” kan publikum blive klogere på nytænkende og kreative projekter, der har forenet og fremtidssikret lokalsamfund i Tyrkiet, de baltiske lande, Kina, Brasilien og Danmark.
- Udstillingen viser, hvordan vi kan inspirere hinanden på tværs af landegrænser. I Danmark er det helt særlige, at vi er et tillidssamfund. Uden betænkning skaber vi initiativer, hvor vi åbent stiller vores fælles ressourcer til rådighed. Om det er byhaver, søbade eller udekøkkener. Tilsvarende kan vi helt sikkert lære fra udlandet, hvordan man hjælper til i sit lokalområde. Hvis man ønsker aktive og vitale byer, så kræver det, at man engagerer sig og tager ejerskab. Vi har alle et ansvar for at sikre en bæredygtig fremtid – både socialt og miljømæssigt, siger Dansk Kulturinstituts direktør Camilla Mordhorst.
Køge: De store projekter. Konferencen afholdes den 12. december 2023.
Fælledskaber er en sammensætning af "fælled" og "fællesskaber". Før i tiden var fælleden et fælles græsningsområde, der tilhørte landsbyfællesskabet. I dag repræsenterer begrebet de fælles ressourcer, vi deler som mennesker såsom natur, arkitektur og kultur.
Udstillingen "Fælledskaber" tager besøgende med på en rejse til lokalsamfund fra hele verden, der alle arbejder aktivt for at skabe en mere bæredygtig fremtid. Omdrejningspunktet er borgerdrevne initiativer, hvor fælles områder omdannes til nye bæredygtige tilbud, som står frit til rådighed for lokalsamfundet.
”Fælledskaber” er en udendørs udstilling skabt af Køge Kommune og Dansk Kulturinstitut. Udendørsudstillingen åbner ved Køge Kirke, Sct. Nicolai den 1. september og udstilles frem til den 8. oktober.