Heimstaden har haft svært ved at leje boligerne ud i 3 karakteristiske tårne i Esbjerg. Nu omdannes i første omgang 100 boliger til hotel.
Heimstaden Danmark overtog i begyndelsen af 2023 det fulde ejerskab og driften af de 3 kaktustårne i Esbjerg. Bebyggelsen, som Bjarke Ingels har tegnet, rummer 314 boliger samt hotellet med 117 værelser og en restaurant og en café.
Boligerne i tårnet stod klar til indflytning i 2021, men Heimstaden har helt fra begyndelsen haft svært at leje boligerne ud i særligt Tårn A. Der har i lange perioder ikke været tilmeldt beboere med folkeregisteradresse.
Op mod 150 boliger i hele bebyggelsen har stået tomme i løbet af 2022 og 2023 på trods af utallige forsøg på udlejning gennem kampagner og prisnedsættelser. Ifølge Heimstaden står det i kontrast til selskabets øvrige boliger i Esbjerg kommune, som ikke er sværere at leje ud generelt set.
Derfor omdanner Heimstaden nu 100 boliger på etagerne 1-7 til hotelværelser. Dermed vil hele det 16 etager høje tårn A af de 3 kaktusformede tårne fremover være hotel.
Esbjerg: Byudvikling for 20 milliarder kr. Konferencen afholdes den 7. maj 2024.
– ”A Place To” i Esbjerg var noget nyt og uprøvet for Heimstaden Danmark. I modsætning til vores andre boliger i Esbjerg har de færdigmøblerede lejligheder været efterspurgte anderledes end forventet. Lysten til at leje boligerne som korttidsleje og sæsonleje har været stor. Ligesom hoteldelen været eftertragtede, udtaler administrerende direktør i Heimstaden Danmark, Michael Byrgesen Hansen.
Ombygningen af boligerne til hotelværelser vil ske løbende over de næste kvartaler. Boligerne og hotelværelserne er identiske i størrelse og udformning. Langt de fleste boliger er cirka 30 kvm inklusive gang- og fællesarealer, mens enkelte er lidt større.
Efterspørgslen efter hotelværelser i Esbjerg er ifølge Heimstaden stærkt stigende i disse år, hvilket selskabet begrunder med, at byen er blevet et grønt kraftcenter i Nordeuropa, og virksomheder strømmer til.
Derfor vil Heimstaden løbende evaluere om behovet for yderlig hotelkapacitet er til stede og vurdere, om hele A Place To i Esbjerg skal omdannes til hotel med tiden, oplyser selskabet.
Heimstaden har fået de nødvendige tilladelser hos Esbjerg kommune og vil begynde dialogen med de nuværende beboere i Tårn A om en bolig i et af de andre 2 tårne. Heimstaden åbner derudover i begyndelsen af 2024 Hirsehaven med 132 boliger i Esbjerg.