Lokalplanen giver mulighed for, at der kan bygges 800 boliger samt et 10.000 kvm stort mobilitetshus.
Tirsdag den 14. november 2023 vedtog kommunalbestyrelsen i Albertslund nemlig den første lokalplan, der dækker over den sydvestlige del af Vridsløse-grunden i den nye bydel i Albertslund. Dermed er 1. etape af den omfattende omdannelsen af fængselsgrunden rykket et stort skridt nærmere.
Det er parterne bag transformationen af det tidligere Vridsløselille Statsfængsel, PKA, A. Enggaard og Freja Ejendomme, der i tæt samarbejde med Albertslund Kommune har udarbejdet den første af en række lokalplaner for hele området.
Bydelens første kvarter, der med lokalplanen er et skridt nærmere, bliver Vridsløses mest urbane kvarter med godt 800 boliger på mellem 50 og 130 kvm. Højst 10 procent af boligerne må udføres som boliger mellem 45 og 54 kvm, fremgår det af lokalplanen.
Boligerne bliver fordelt på 6 karréer med hvert sit grønne gårdrum. Karréerne opføres i varierende højder fra 4 til 6 etager, og de 2 østlige karréer vil åbne sig mod bydelens nye sø. Sammenlagt får de 6 karréer et omfang på 61.700 kvm.
Køb og salg af ejendom - Due Diligence. Kurset afholdes den 5. marts 2024.
- Der bliver tale om et fantastisk nyt kvarter i Albertslund, og vi ser utroligt meget frem til at skabe rammerne for områdets nye beboere og øvrige brugere. Området bliver kendetegnet ved at være indbydende, grønt og med plads til at kombinere både aktiviteter og stille stunder i områdets centrale aktivitetskile. Samtidig skabes et urbant miljø med boliger i flere størrelser, der henvender sig til en række forskellige målgrupper, og fra boligerne bliver der direkte adgang til bydelens store rekreative område, og der vil således være ganske kort fra hjemmets private rammer til områdets pulserende liv og grønne oaser. Vi ser nu frem til at forsætte det gode samarbejde med alle involverede interessenter i de kommende faser, hvor vi projekterer og konkretiserer projektet endeligt, siger projektudviklingschef i A. Enggaard Morten Løgsted.
Kvarteret bliver delvist bilfrit, og områdets parkeringspladser samles i et 10.000 kvm stort mobilitetshus i 3 etager. Det placeres i udkanten af bydelen op mod banelegemet.
Området vil blive præget af nybyggeri med facader, der på forskellig vis trækker på elementer fra de eksisterende fængselsbygninger. Lokalplanen omfatter også en ældre villa, der er bevaringsværdig. Villaen vil undergå en omfattende restaurering. Karrébebyggelserne opføres i tegl i forskellige sandfarver.
Forud for vedtagelsen har lokalplanen været i 9 ugers offentlig høring, og det har givet anledning til en mindre justering af lokalplanen i form af blandt andet optimering af tilgængelighed, bedre mulighed for at anvende mere klimavenlige tegl, større mulighed for brug af solceller på tage, mulighed for mere begrønning af mobilitetshuset samt mulighed for at etablere overdækket cykelparkering i 2 etager.
I alt skal der bygges mellem 1.400 og 1.600 boliger på den 160.000 kvm store fængselsgrund. A. Enggaard, PKA og Freja Ejendomme udvikler området i tæt samarbejde med Albertslund Kommune samt et rådgiverteam bestående af Cobe, WSP, Rambøll, Cowi. Derudover er også TRE, Planværkstedet og Over Byen en del af udviklingsarbejdet.