Den 1. august 2023 er Louise Hjordrup Nielsen tiltrådt som byggeleder hos Dansk Boligbygs afdeling i Roskilde. Hun er et kendt ansigt hos Dansk Boligbyg og på byggepladsen Slagelse Kvægtorv, hvor vi opfører seniorboliger og et friplejehjem. Her har hun tidligere været praktikant.
For nogle år siden valgte Louise Hjordrup Nielsen at skifte retning i sin karriere og uddanne sig til bygningskonstruktør. Inden da havde hun taget en uddannelse inden for detailhandel og arbejdet for Dansk Supermarked og Coop.
Hun havde også prøvet at arbejde med børn og unge som klubmedarbejder i flere forskellige junior- og ungdomsklubber. Men interessen for håndværk og byggeri trak i hende, og hun valgte at skifte spor og prøve noget helt andet.
Træbyggeri. Konferencen afholdes den 5. december 2023.
I sit nye job som byggeleder hos Dansk Boligbyg skal Louise Hjordrup Nielsen fortsat arbejde på byggepladsen på Slagelse Kvægtorv, hvor Dansk Boligbyg opfører seniorboliger og friplejehjemsboliger for OK Fonden. Hun har været tilknyttet projektet fra starten og har derfor et solidt kendskab til projektet, som hun glæder sig til at følge til dørs.
- Det har været virkelig interessant at følge et byggeri fra første spadestik og til, at vi nu er i gang med at påsætte bygningselementerne. Jeg har lært meget af at følge processen og har fået udviklet mine kompetencer, siger Louise Hjordrup Nielsen.
Netop det at kunne blive ved med at udvikle sine kompetencer er vigtigt for Louise Hjordrup Nielsen, og hun er glad for, at det også er en prioritet hos Dansk Boligbyg. Snart begynder hun på et kursus i arbejdsmiljøkoordinering, og hun vil derefter kunne være med til at optimere og opretholde sikkerheden på byggepladserne.