Efter års intensiv planlægning og forberedelse er forsyningsselskabet Kredsløb nu klar til at udrulle den nationale affaldssortering i 10 såkaldte fraktioner i Aarhus. Det skal øge genanvendelsen af værdifulde råmaterialer. Sorteringen begynder blandt villaejerne i det nordlige Aarhus, og i september kommer sorteringen til midtbyen for fællesbebyggelser. Implementeringen af ordningen slutter i det sydlige Aarhus sidst på året.
I dag begynder udrulningen af den nye ordning, hvor aarhusianere skal sortere lidt mere, når kommunens indbyggere går fra at sortere i 6 affaldstyper til 10 affaldstyper. Ordningen er et led i en landsdækkende målsætning om at øge genanvendelsen af vigtige materialer, så 55 procent genanvendes i 2025, og derfor skal alle landets kommuner implementere 4 ekstra affaldsfraktioner, når vi sorterer vores affald.
Nogle kommuner er gået i gang med sorteringen og Kredsløb er nu klar til at sætte gang i ordningen i smilets by.
- Vi har arbejdet intenst for at blive klar med en god ordning, hvor kunderne har de bedste forudsætninger for at bidrage til en god og korrekt sortering. Og hvor er det fantastisk, at vi er nået så langt i Danmark med at få mest muligt ud af vores dyrebare ressourcer og nu kan tage fire store skridt mere i den rigtige grønne retning, siger chef for genbrug hos Kredsløb, Lars Banke, og henviser til de 4 ekstra affaldsfraktioner, der fremover skal sorteres med, når vi sorterer affaldet derhjemme.
Flade tage. Konferencen afholdes den 10. oktober 2023.
Selvom man sorterer i 10 fraktioner, skal man dog ikke frygte sortering i 10 skraldespande. I stedet skal man blot sortere sit affald i 5 rum og lidt flere affaldstyper i form af madaffald, blød plast, mad- og drikkekartoner, tekstiler og farligt affald. Villaejere får 3 beholdere og en kasse til farligt affald, mens kunderne, der bruger nedgravede beholdere og beboere med fælles affaldsløsninger får nye systemer, der også bliver tilpasset ordningen. I den forbindelse kommer en ny ordning til farligt affald i 2024 til fælles bebyggelser og midtbyen.
Selvom det kan være en rigelig stor opgave at planlægge udrulningen af ny affaldssortering i Danmarks næststørste by, indgik Kredsløb tidligt i forløbet en aftale med de omkringliggende kommuners affaldsselskaber Favrskov Forsyning, Renosyd og Renodjurs om et samarbejde i udrulningen af det nye affaldssystem.
Formålet var, foruden stordriftsfordele, at strømline sorteringen og sikre, at de cirka 560.000 kunder i Østjylland møder så ensartet en sortering i det som muligt. Dog med visse forskelle for, hvornår sorteringen går i gang i de forskellige kommuner.