Sidste år blev der taget både flere huse og lejligheder af markedet end i 2022. Det skyldes især en højere aktivitet mod slutningen af året sammenlignet med året før. Det viser de seneste tal fra Finans Danmark.
I 2023 blev der i løbet af året taget knap 58.000 huse og godt 19.000 ejerlejligheder af markedet. Det er henholdsvis knap 12 og godt 10 procent flere end i 2022. Aktiviteten var størst især i løbet af sommermånederne og i slutningen af året.
- I begyndelsen af 2023 blev der taget både færre huse og lejligheder af markedet end i samme periode i 2022. I foråret, men især i sommeren og slutningen af året blev der til gengæld nedtaget en del flere boliger end året før. Det kan blandt andet hænge sammen med, at flere danskerne i slutningen af 2023 har fået mere mod på at handle boliger end i 2022, siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Ungdomsboliger på et modent marked. Konferencen afholdes den 10. september 2024.
- Mange danskere var tilbageholdne med at købe bolig i 2022, og den overordnede tendens for boligmarkedet var, at antallet af huse og ejerlejligheder til salg steg. Nu ser de økonomiske udsigter generelt bedre ud, og samtidig kan den nye boligskattereform, der trådte i kraft ved årsskiftet, have fået flere til at handle bolig, uddyber han.
Sammenlignet med årene før 2022 er antallet af boliger, der i løbet af året er taget af markedet, fortsat på et lavt niveau. Ser man bort fra 2022, er der ikke siden henholdsvis 2016 og 2013 blevet nedtaget færre huse og lejligheder, end der blev i 2023.
- Der er kommet en smule mere gang i boligmarkedet, og særligt i nogle dele af landet i årets sidste måneder. Men vi kommer også fra en meget lav aktivitet, så vi er stadig et stykke fra den høje aktivitet, vi så før og under corona. Samtidig bliver det interessant at se, om de nye boligskatter lægger en dæmper på efterspørgslen, efter vi har set en øget aktivitet op mod ikrafttrædelsen af den nye boligskattereform, siger Peter Jayaswal.