I 2. kvartal 2023 er der solgt flere boliger end i samme kvartal sidste år. De sælges til gengæld til en lavere pris sammenlignet med sidste år. Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark.
Efter en periode på 7 kvartaler i træk, hvor der er solgt færre boliger end i samme periode året før, blev der i 2. kvartal 2023 solgt 14.030 huse og lejligheder, hvilket er 5 procent flere i forhold til 2. kvartal 2022.
Sammenlignet med årene fra før 2022 er antallet af handler dog fortsat på et lavt niveau for et 2. kvartal. Det viser nye tal fra Finans Danmark.
- Efter en længere periode, hvor boligsalget generelt har været nedadgående, er der nu igen flere, der har købt en bolig end året før. Det kan blandt andet hænge sammen med, at forbrugerpriserne og renterne ikke stiger i samme omfang, som det var tilfældet i store dele af 2022. En større økonomisk stabilitet i samfundet er nok med til at give mere tryghed om familiens økonomi for boligkøberne, siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Køb og salg af ejendom - Due Diligence. Kurset afholdes den 2. november 2023.
- Samtidig er mange danskeres løn i år steget en smule mere end normalt. Det kan være med til at give et større rådighedsbeløb og bedre muligheder for at få finansieret sin drømmebolig, siger hun.
I 2. kvartal 2023 blev huse i gennemsnit solgt til en pris på 16.258 kr. per kvm – og ejerlejligheder til 33.353 kr. per kvm. Det er henholdsvis 3,7 procent og 4,4 procent lavere end i samme periode i 2022.
- Mange steder i landet har boligkøberne betalt mindre for deres nye hjem, end hvis de havde købt en lignende bolig for et år siden. Selvom flere danskere har købt boliger, og boligpriserne generelt er steget siden slutningen af 2022, er prisniveauet altså stadig lavere end for et år siden, siger Ane Arnth Jensen.