Selskabet bag FC København udskiller stadionkomplekset med kontortårnene under sit eget datterselskab
Parken Sport & Entertainment (PS&E) har udskilt ejerskabet af kontortårnene med et samlet udlejningsareal på 23.700 kvm og stadion til et selvstændigt datterselskab til under navnet Parken Ejendomme af 2023 A/S. Det oplyser selskabet bag FC København i en selskabsmeddelelse.
Parken Ejendomme er blevet registreret hos Erhvervsstyrelsen dags dato og er 100 procent ejet af PS&E.
- Formålet med udskillelsen af kontortårnene og stadion til et selvstændigt datterselskab er at skabe størst mulig transparens og viser, hvor stærke de enkelte enheder under Parken Sport & Entertainment A/S er i sig selv. Det er allerede sket med andre forretningsben i koncernen, og dette tiltag er med til at synliggøre det store potentiale og værdi, der er i ejendommene i en selvstændig enhed, siger Allan L. Agerholm, formand i PS&E.
Det vil fremover være Parken Ejendomme, der driver ejendomsaktiviteterne og udlejningen af Parken stadion til FC København og lejerne i kontortårnene i Parken.
Køb og salg af ejendom - Due Diligence. Kurset afholdes den 2. november 2023.
PS&E købte i 1998 Parken af Baltica for 140 millioner kr. I første omgang købte FC København blot stadiondelen, men få år senere blev også kontortårnene tilkøbt. Parken blev for omkring 640 millioner kr. bygget på Per Henrik Lings Allé, hvor det tidligere Københavns Idrætspark lå.
I sin nuværende form blev det indviet i september 1992. Det er tegnet af Arkitektfirmaet Gert Andersson, mens C.F. Møller Architects stod for kontorhusene. Ingeniørfirmaet var Claus Nielsen. Siden indvielsen er der lavet enkelte ombygninger, og Parken har aktuelt kapacitet til 38.065 siddende tilskuere.
Sammen med Københavns Kommune og DBU nedsatte Parken Sport & Entertainment i 2021 en fælles arbejdsgruppe med henblik på at se på den fremtidige udvikling af Parken og nærområdet omkring nationalstadionet med særligt fokus på området mellem Parken og Østerbro Stadion.
PS&E satte i april 2022 Parken og de 4 kontortårne til salg, men i april 2023 oplyste selskabet, at salgsprocessen var droppet.