Der er kommet en del indsigelser, men forvaltningen lægger op til, at der skal gives dispensation til omdannelsesprojektet på Nørrebro.
Teknik- og Miljøforvaltningen modtog i december 2022 en ansøgning om til- og ombygning af eksisterende erhvervsejendom og delvis nedrivning af mindre eksisterende bebyggelse, så der kan indrettes 159 ungdomsboliger på adressen Rådmandsgade 55.
Projektet forudsætter dispensation fra lokalplanen, da der foretages facadeændringer, bebyggelsesprocenten forøges, mod Rådmandsgade opføres flere etager end hvad lokalplanen foreskriver, samt at der etableres færre parkeringspladser.
Sagen forelægges Teknik- og Miljøudvalget, som skal tage stilling til den 4. december 2023, fordi forvaltningen har modtaget 33 indsigelser, hvoraf 30 er kritiske over for projektet. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler dog, at der tildeles dispensation til den planlagte omdannelse af bygningerne.
Servitutter og lokalplaner. Kurset afholdes den 7. marts 2024.
Blandt indsigerne er Nørrebro Lokaludvalg, der blandt andet giver udtryk for, at de er imod nedrivning af 630 kvm bevaringsværdige bygninger i gården til fordel for ungdomsboliger. De kritiserer desuden placeringen af parkeringspladser, samt at opholdsarealer anlægges som tagterrasser.
"De nye dele, herunder tagterrasserne respekterer de bygninger, der bevares. Forvaltningen vurderer, at ændringerne er i overensstemmelse med lokalplanens intentioner om at ændre områdets karakter fra erhvervsområde til tidssvarende bebyggelse med nye anvendelser", lyder det fra forvaltningen i Københavns Kommune.
Bygherre på projektet er ifølge et notat fra kommunen CPHInvest ved Peter Soldbro Dubin. Rådgiver er Holscher Nordberg. Af notatet fremgår det, at man er klar til at imødekomme nogle af indsigelserne ved blandt andet at fjerne 2 tagterrasser fra projektet, ligesom bebyggelsesprocenten sænkes en smule fra 124,1 procent til 123,6 procent.