Omsætningen steg med 11,7 procent fra 18,1 milliarder kr. i sidste regnskabsår til 20,2 milliarder kr. i 2022/23.
Omsætningen hos Aarsleff steg i 2022/23 med 11,7 procent til 20,2 milliarder kr., mens resultatet før skat lød på 1,05 milliarder kr. Resultatet af den primære drift (EBIT) lød i 2022/23 på 1,08 milliarder kr. mod 727 millioner kr. året før.
- Aarsleff-koncernen har haft et særdeles flot år, og takket være en stærk holdindsats når vi 2 store milepæle. Vores omsætning runder 20 milliarder kr., men endnu vigtigere når vi det ambitiøse mål på 5 procent i EBIT. Det er særligt den grønne omstilling, der driver udviklingen, og efterspørgslen på bæredygtige løsninger stiger. Både på kortere og længere sigt forventer vi derfor gode markedsmuligheder for at bringe alle Aarsleffs kompetencer i spil, udtaler Aarsleffs administrerende direktør Jesper Kristian Jacobsen.
Aarhus: De store projekter. Konferencen afholdes den 22. maj 2024.
Ordreindgangen på 19,6 milliarder kr. betegnes i en selskabsmeddelelse som "tilfredsstillende", mens ordrebeholdningen på 22,2 milliarder kr. betegnes som "god".
Aarsleff forventer i 2023/24 en omsætningsvækst på -4 til 1 procent svarende til en omsætning på mellem 19,5 og 20,5 milliarder kr. og et resultat af den primære drift på mellem 900 millioner kr. og 1 milliard kr. Arbejdskapitalen forventes at falde markant, lyder det i meddelelsen.