Energiø Nordsøen vil koste 50 milliarder kr., og projektet droppes derfor i den nuværende form.
Energistyrelsen skønner, at de statslige omkostninger til Energiø Nordsøen i sin nuværende form samlet set er over 50 miliarder kr. Projektet er således langt fra at være rentabelt, hvilket er en klar betingelse for projektet i de politiske aftaler.
Regeringen holder fast i ambitionen om at realisere en energiø for at indfri havvindspotentialet i Nordsøen. Men i lyset af udfordringerne med økonomien skal alternativer, som kan gøre projektet rentabelt, undersøges. I dets nuværende form er statens omkostninger for store og risiciene for mange.
Stillingtagen til hvordan projektet realiseres på en hensigtsmæssig måde udskydes derfor til senere på året, og dermed offentliggøres udbudsmaterialet ikke - som ellers planlagt – før sommerferien.
Sølvkysten på Amager: Nye store projekter. Konferencen afholdes den 5. oktober 2023.
- Vi skal udnytte det store havvindspotentiale, der er i Nordsøen, og regeringen holder fast i ambitionen om at realisere en energiø i Nordsøen. Projektet er vigtigt for både Danmarks og Europas grønne omstilling såvel som for forsyningssikkerheden. Når vi planlægger projekter i den størrelsesorden, skal vi selvfølgelig også sikre, at vi vælger de mest ansvarlige løsninger. Det tager vi os nu lidt længere tid til, så vi kan træffe en beslutning senere på året, siger klima-, energi-, og forsyningsminister Lars Aagaard (M).
Regeringen planlægger fortsat at udbygge massivt med vedvarende energi frem mod 2030. At man nu bruger nogle ekstra måneder på at undersøge, hvordan projektet kan billiggøres, ændrer ikke ved, at Danmark har rigeligt med grøn strøm i årene, der kommer, oplyses det.