Med erhvervelsen af 135 lejemål i den centrale del af Randers fordobler ejendomsselskab sin portefølje.
I 2019 fik Lasse Klitgaard en idé: Han ville give nyt liv til gamle huse og ejendomme. Han fandt hurtigt sammen med den erfarne serieinvestor, Magnus Kjøller, som også drifter og udvikler ejendomme i Kjøller Ejendomme. Sammen ejer de SQM Ejendomme, som Lasse driver som direktør.
Indtil for nylig ejede selskabet omkring 100 lejemål spredt ud over Mariager, Hobro og Randers, inklusiv en gammel guldvarefabrik på Skolevej i Randers, som blev totalrenoveret og forvandlet til luksuriøse lejligheder i New Yorker-stil.
Nu fortsætter succesen med tilkøbet af yderligere 14 ejendomme, som inkluderer hele 135 lejemål. De 14 ejendomme ligger alle inden for en 2 kilometer radius omkring Randers Rådhus.
Esbjerg: De store projekter. Konferencen afholdes den 7. maj 2024.
- Det er en stor milepæl for SQM Ejendomme at være så solidt til stede i Randers nu, som er en spændende by med stort vækstpotentiale. Det er flotte og veldrevne ejendomme vi har overtaget og vi glæder os til at komme rigtigt i gang med driften på dem, møde lejerne og se hvordan vi kan gøre det til en endnu bedre oplevelse for dem, udtaler Lasse Klitgaard.
SQM Ejendomme er en del af Kjøller, et investeringsselskab med ejerskab i over 30 porteføljevirksomheder, der tæller både nye og modne virksomheder samt en række ejendomsselskaber. Magnus Kjøller er glad for at have bistået med handlen.
- Med Lasse i spidsen er SQM Ejendomme hurtigt blevet en markant spiller på markedet. Det har krævet hårdt arbejde, dedikation og ikke mindst en god portion iværksætterånd. Det er jeg kun stolt af at være en del af, udtaler han.
Porteføljen har været under opbygning siden 1980’erne, hvor sælger Jan Carlson løbende har opkøbt og renoveret alle ejendommene.
Handlen er foregået i samarbejde med mægler Jan Langhoff og hans team hos Danbolig Erhverv Aarhus.