Selvom antallet af etageboliger uden fast kogeinstallation er faldet med 30 procent de sidste 10 år, findes der stadig 6.500 lejligheder, hvor man ikke kan koge et æg eller stege en bøf.
At koge et æg eller stege en bøf er for de fleste det mest naturlige at kunne lave i sin bolig, men af landets over en million etageboliger kan man i 6.516 af dem faktisk ikke forberede et varmt måltid mad.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik er antallet af etageboliger uden en fast kogeinstallation faldet fra 9.233 i 2014 til 6.516 her i 2023, viser en opgørelse, som ejendomsmæglerkæden Estate har lavet.
Selvom antallet af etageboliger uden en fast kogeinstallation er faldet med 30 procent de seneste ti år, undrer det Estate, at der stadig findes så mange boliger, som ikke er indrettet til en moderne husholdning.
Sølvkysten på Amager: Nye store projekter. Konferencen afholdes den 5. oktober 2023.
- Der har i mange år været højtryk på boligrenoveringen, så det kan undre, at der stadig findes boliger, som ikke er udstyret med et komfur. Man skulle ellers tro, at det var blandt boligens elementære udstyr på linje med centralvarme, toilet og bad at man har mulighed for at tilberede et varmt måltid, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.
Han mener, at det især er gamle udlejningsejendomme, hvor madlavningsmulighederne glimrer ved deres fravær.
- Der bliver ikke længere opført boliger uden køkken og bad. Vi skal et godt stykke tilbage i tiden for at finde boliger, som blev indrettet så spartansk, at de grundlæggende kun var opholdsrum for husstanden, men der er stadig nogle tusinde tilbage, og heldigvis ser vi, at de gradvis bliver udfaset, men hurtigt går det ikke, siger Thomas Hovgaard.
Lejeboliger: Udvikling og salg. Konferencen afholdes den 6. september 2023.
Skulle man tilfældigvis være ejer af en lejlighed uden fast kogeinstallation, selvom ejerlejligheden eller andelslejligheden er meget lille, anbefaler han alligevel, at man overvejer at etablere et funktionelt køkken.
- Det kan være en showstopper ved salg, når basale fornødenheder som køkken og bad ikke er en integreret del af boligen. Derfor vil det altid være vores anbefaling, at man sørger for at få det etableret inden et eventuelt salg, siger Thomas Hovgaard.