Danmark har brug for investeringer i alle typer af boliger, hvis vi skal skabe et mangfoldigt boligmarked. Sådan lyder det fra EjendomDanmark, der repræsenterer den danske ejendomsbranche, efter et nyt arbejdspapir fra EU-Kommissionen har set nærmere på boligmarkedet i Danmark.
Alle skal have et hjem – også i fremtiden. Et nyt arbejdspapir fra EU-kommissionen ser dog Danmark som værende i en ”kritisk situation” i forhold til danskernes boligudgifter. Ifølge EjendomDanmark, der er den samlende organisation for ejendomsbranchen, er dette et udtryk for, at der er brug for flere investeringer i boliger, de steder i landet, hvor vi ved, at de kommer til at mangle.
Tidligere analyser har vist, at der i Danmark i 2040 potentielt kan mangle flere end 300.000 boliger.
- Det rejser et stort spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at der er boliger nok til os alle i fremtiden? Derudover er det ret væsentligt, at de boliger, der kommer til, reelt passer til fremtidens virkelighed, hvor der vil være brug for flere typer af boliger – tilpasset befolkningens levevis, siger Jan Ellebye, underdirektør i EjendomDanmark.
Han peger samtidig på, at rammerne skal sikres, hvis vi skal skaffe investeringerne i nye boliger.
Konference: Seniorbofællesskaber
- Fremtidens behov vil kræve massive investeringer i at skaffe nok boliger. Samtidig står vi overfor en kæmpe udfordring – hvilket også er nævnt i EU-papiret - når vi skal sikre investeringer til klimarenoveringerne af vores ejendomme, så vi af klimahensyn, får skruet ned for energiforbruget. Begge opgaver bliver spændende at drøfte i forbindelse med regeringens kommende boligpolitiske udspil, siger Jan Ellebye.
Selvom Danmark er et lille land, så er der dog også store forskelle. Arbejdspapiret viser, at det er i de store byer – her særligt København – at danskerne bruger en stor del af deres indtægt på boligerne. Det er ofte her boligdebatten tager sit udgangspunkt, men investeringsudfordringerne gælder hele landet.
- Vi taler meget om det københavnske boligmarked, selvom der også her kan være milevid forskel på den enkeltes boligsituation. Men både i storbyen og i provinsen må målet være at sikre nok boliger, der passer de behov, som borgerne har. Derved kan vi få byer med plads til alle og søge løsninger, hvor de forskellige boligformer supplerer hinanden og skaber rum for borgernes forskellige livssituationer, siger Jan Ellebye.