Lintrup & Norgart har på 2 uger at fået solgt et knap 500 kvm stort byggeforeningshus på F.F. Ulriks Gade på Østerbro midt under coronakrisen. Ejendommen er handlet til den udbudte pris på 11,5 millioner kr. og omfatter 3 lejligheder og 2 enkeltværelser til udlejning samt et erhvervslejemål.
- Vi har selvfølgelig godt kunnet mærke, at mange virksomheder kørte på nedsat kraft og udskød beslutninger om nye lejemål og om at købe eller sælge ejendomme. Derfor har et godt og bredt kontaktnet ekstra meget værdi lige nu, og så har coronakrisen demonstreret, hvordan aktier kan svinge voldsomt, siger Stig Lintrup, partner og administrerende direktør i Lintrup & Norgart.
Hjørneejendommen på Østerbro blev solgt med et afkast på lige knap 4,1 procent til Svend Blitskov, som for nylig har solgt sin gartnervirksomhed i Nordsjælland.
- Jeg har flere gange handlet med Lintrup & Norgart, og ejendommen virker velholdt. Den giver et fornuftigt, om end ikke forrygende afkast. Men med central beliggenhed på Østerbro tror jeg, at man altid vil kunne leje ejendommen fuldt ud, siger Svend Blitskov.
Sælger af F.F. Ulriks Gade 7 er en privat investor, som har haft ejendommen flere år.
F.F. Ulriks Gade er opkaldt efter lægen og politikeren Frederik Ferdinand Ulrik (1818-1917). Han var aktiv dansksindet i Slesvig, blandt andet ved aviserne Dannevirke og Vestslesvigsk Tidende. Efter nederlaget i 1864 flyttede han til København, hvor hans mærkesager i Borgerrepræsentationen var sundere arbejderboliger, ikke mindst byggeforeningshuse.