Selv om der på landsplan er flere huse til salg end for et år siden, er der også nogle steder i landet, hvor udbuddet er skrumpet. Samtidig sættes huse i alle dele af landet til salg til højere priser, og der er højere aktivitet på husmarkedet end på samme tidspunkt sidste år.
Ved udgangen af november stod der 30.920 huse til salg i Danmark. Det er en stigning på 1.700 huse på et år. Mens der er kommet flere huse til salg i Jylland og på Fyn, er der samtidigt færre huse til salg i hovedstadsområdet og på Øst-, Vest- og Sydsjælland.
I gennemsnit står huse til salg i godt 6 måneder, og det er omkring en uge længere end for 1 år siden. Huse står – med 9 måneder – længst tid til salg i Nordjylland og Vestjylland. Udbudstiderne er, som det eneste sted, faldet i og omkring hovedstaden, hvor husene i gennemsnit har stået til salg i godt 3 måneder.
Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark.
- Er man på udkig efter et hus, er der nogle steder i landet kommet flere valgmuligheder over det seneste år, mens der andre steder, er færre huse at vælge imellem. Vi kommer dog fra en situation med historisk få huse til salg, så der er ikke tale om et stort udbud af huse til salg. Tiden, som husene annonceres på nettet, er også steget de fleste steder, og det giver bedre betænkningstid for køberne. I københavnsområdet er der som det eneste sted i landet både færre huse til salg, som også står til salg i kortere tid. Det kan gøre det mindre sjovt at være på husjagt her end andre steder i landet, siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Bofællesskaber for seniorerne. Konferencen afholdes den 21. marts 2024.
Huse sættes over hele landet til salg til højere priser, og udbudspriserne er på landsplan i gennemsnit 2,6 procent højere end for et år siden. Et typisk hus på 140 kvm udbydes nu til salg for godt 2,8 millioner kr., det er omkring 70.000 kr. mere end på samme tid sidste år. Aktiviteten på markedet er blevet højere, og siden marts i år er der blevet fjernet flere huse fra markedet end i samme måneder sidste år.
- På trods af den forskellige udvikling i antallet af huse til salg, ser det ud til, at sælgerne generelt er optimistiske, og huse sættes generelt til salg til højere priser end for et år siden. Det gælder i hele landet. Der fjernes også flere huse fra markedet end for et år siden, og det tyder på, at der er flere købere på banen, end vi så sidste år. Om det nye boligskattesystem, som træder i kraft ved årsskiftet, kan være en del af årsagen, er svært at sige. Men har man en bolig, hvor skatten forventes at stige, så kan en ny ejer få en eventuel skatterabat med, hvis køber når at blive ejer i 2023. Og der er ikke lang tid til årsskiftet, så hvis man skal have lukket en handel med overtagelse, inden året rinder ud, har man både som køber og sælger travlt, siger Peter Jayaswal.