Teglværkskanten med 11.200 kvm etageboliger og rækkehuse i den nye bydel Nærheden i Hedehusene er opført af HP Byg i totalentreprise. Det har netop modtaget certifikatet, der beviser, at det lever op til DGNB Guld.
Den nye bydel, Nærheden, som ligger i Hedehusene, er blevet til i et partnerskab mellem Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg. Området på 650.000 kvm syd for Hedehusene Station.
Foruden boliger rummer Nærheden skole og butikker, og Teglværkskanten er placeret i den nordvestlige del af området; tæt på stationen og byens hovedgade.
Teglværkskanten er det 4. af Nærhedens byggerier, der opnår en DGNB-certificering, og der er yderligere et par certificeringer på vej. Teglværkskanten er udviklet af Calum som bygherre med Sweco Architects og Arkplan som arkitektrådgivere.
Sammen med Frandsen & Søndergaard som ingeniørrådgiver og DGNB-auditor, blev totalentreprenøren HP Byg involveret i den tidlige projektering, og på denne måde blev det afdækket, hvordan projektets guld-certificering kunne sammensættes hen over de mange kriterier, som DGNB rummer.
Microliving - tiny houses, nyeste trends. Konferencen afholdes den 30. marts 2023.
Hos NærHeden P/S, som driver udviklingen af området, er man glade for, at bygherrerne tager miljø og klima alvorligt, og at de søger for at optimere byggerierne, fortæller direktør Ole Møller.
- Det spiller fint sammen med de tiltag, vi selv gør i bydelen for at klimasikre gennem håndtering af regnvand, reducere energiforbruget gennem lavtemperatur-fjernvarme og vores fokus på gode vilkår for cyklister og rigelige lade-muligheder for el-biler. Vi har desuden lagt særlig vægt på beboerinddragelse, både ved udarbejdelse af vores overordnede udviklingsplan og i forbindelse med de enkelte lokalplaner.
Og det er, fortæller DGNB-auditor Lasse Hagerup, blevet en certificering, hvor mange af tiltagene netop er sket med beboerne i tankerne:
- Beboerne i de omkringliggende ejendomme blev – længe inden, spaden blev sat i jorden – inviteret til at give deres mening tilkende, hvilket gav anledning til ændringer i etagehøjden på nogle af bygningerne. I boligerne er der desuden arbejdet med de akustiske egenskaber, som er skærpede i forhold til bygningsreglementet, så støj fra de tekniske installationer holdes på et meget lavt niveau. Der er også brugt rengøringsvenlige løsninger og vandbesparende sanitetsudstyr, ligesom fællesområderne er indrettet med skure til både almindelige cykler og ladcykler.
Sydhavn: De store projekter. Konferencen afholdes den 8. marts 2023.
Desuden, fortsætter Lasse Hagerup, blev alle materialer kontrolleret inden indbygningen for at sikre, at de overholder projektets skærpede krav til indeklimaet i boligerne.
Teglværkskantens 139 boliger er fordelt på 117 lejligheder og 22 rækkehuse. Boligerne er på henholdsvis 2, 3 og 4 værelser. Det første spadestik blev taget i det tidlige forår 2020, og projektets 2 etaper blev afleveret henholdsvis december 2021 og februar 2022. Teglværkskanten har opnået en samlet DGNB-score på 69,5 procent.