I Aarhus har Deas hentet den 37-årige Kasper Weihrauch ind som ny Senior Team Manager til udlejningen. Her bliver det et hovedfokus at imødekomme et voksende behov for erhvervsudlejning i og omkring Aarhus hos eksisterende investorer.
Kasper Weihrauch bringer mere end 10 års erfaring fra ejendomsbranchen i Aarhus med sig, hvoraf de sidste seks år har været med særligt fokus på erhvervsudlejning. Som født og opvokset i Aarhus har han et indgående kendskab til markedet i byen og området omkring.
"Med Aarhus som min hjemby og erhvervsudlejning som mit speciale ser jeg et stort potentiale for at styrke samarbejdet med vores investorer i Aarhus og udvide vores tilbud inden for erhvervsudlejning. Vi oplever en helt konkret efterspørgsel i øjeblikket efter erhvervsudlejning, og det bliver mit fokus at udforske, hvordan vi i højere grad kan imødekomme den for vores eksisterende investorer og skabe ny værdi for deres erhvervsejendomme," siger Kasper Weihrauch, Senior Team Manager, Deas.
"Efter at have brugt tid på at undersøge markedet og behovet hos vores eksisterende investorer samt nye investorer, føler vi os nu klar til at sætte vores nye ambitioner i værk. Med Kasper har vi sikret os en stærk profil, som bliver central i vores strategi om at løfte erhvervsudlejningen i Aarhus til et nyt niveau, der imødekommer behovene. Vi ser et stort potentiale i at skabe endnu mere værdi for vores investorer på deres erhvervsejendomme i Aarhus," siger Hanne Poulsen, Salgs- og marketingschef i DEAS.
Deas introducerer erhvervsudlejning i Aalborg
Det er ikke kun i Aarhus, at Deas udvider sit fokus i udlejningen. I Aalborg introducerer Deas nu også erhvervsudlejning, hvor det tidligere har været fokuseret udelukkende på boligudlejning. Den første erhvervsejendom kom ombord i december 2024.
Her vil der også være et dedikeret fokus på at udforske efterspørgslen efter erhvervsudlejning hos de eksisterende investorer i Aalborg.
"Grundlæggende ved vi, at vi kan levere erhvervsudlejning af meget høj kvalitet, og det ser vi gerne, at vores eksisterende investorer i Aalborg også kan få værdi ud af. Blandt andet fordi vi også her mærker et stigende behov. I Aalborg går vi dog ydmygt og undersøgende til værks i den første fase for at blive klogere på det konkrete behov og vores muligheder for at imødekomme det," siger Hanne Poulsen.